Herre!
Se, min Søn har rejst sig
mod sin Fader!
Tusind har jeg sendt imod ham.
Herre! hvor kan dette være?
Han vil tage fra mig Riget,
han vil tage fra mig Magten.
Hvis du gav mig Magten, Herre,
vær miskundelig,
giv ham den!
Slaa til Jorden mine Tusind.
Er din Gave værd saa meget,
at den rejser Søn mod Fader,
lad mig dø som Stodder, Herre,
men bevar for mig mit Barn!
Du har lagt i mine Hænder
Liv og Død for Millioner,
og jeg beder kun om en
— Absalon, min Søn!
Herre! Du og jeg alene
ser og kender ham,
jeg maaske, kun jeg alene
elsker ham.
Er der ingenting at elske,
— gaa dog ej saa haardt i Rette
med et Faderhjærte.
Har han løftet Sværdet mod mig,
— kender jeg da ikke Haanden,
har den ikke tusind Gange
glædet mig i gamle Dage!
Raaber nu min Søn imod mig,
— kender jeg da ikke Stemmen!
Skaan ham, Herre!
Skaan ham, Herre!
For det lyse Haar, som lokkes
om hans elskte Hoved,
for den Uskyld i hans Øjne,
som gav mig igen min egen.
Uskyld!
aa, min Dreng, min Dreng!
Hvorfor tav du i den sidste Tid
altid stille,
naar jeg traadte ind i Salen?
hvorfor blegnede dit Smil,
naar du saa mig,
du, som jeg saa le og tale
mellem alle andre!
Kendte jeg da ikke dine Tanker,
jeg, som lytted til dit Hjærteslag
fra den Dag du fødtes,
til du rejste dybt i Dalen
Stenen, som du skrev paa:
»Jeg har ingen Søn,
derfor skal en Sten mit Navn bevare!«
Jeg har samlet paa din Glæde,
jeg har tysset paa din Sorg,
du har været det, som ingen vidste,
ikke du engang,
Lykken i mit Liv.
. . . Joab! du, som fører mine Tusind!
bring mig Absalon!
bring ham uskadt!
Slog i ham?
Løgnere!
Dræbte I ham?
Lever han ikke — —
Kommer han ikke — —
Er min Haand alene — —
Kan han ikke lægge sin i min —
Ikke tale til mig —
Er han død — —
Og mig, som I kalder Herre!
Hvem bringer mellem Jer
den Røst, jeg længes efter, —
alle raaber I hver med sit Maal — —
. . . Min Søn, min Søn!
Absalon, min Søn!