Jeg gaar ved Dag derude,
nu Dagene bli’r lange
og alle Markens Fugle
ta’r fat paa deres Sange;
jeg gaar ved Nat ad Vejen,
som om bag Mosen fører,
kun en forsinket Bonde
i Mørket ensomt kører.
Her er saa dumpt og stille,
saa sort om hver en Ager,
kun Nattevinden sørgeligt
i Pilekronen klager;
deroppe et Par Stjærner,
hernede Fugt og Kulde,
saa knugende en Aande
fra vaade Markers Mulde;
den Smule Lys, som skinner,
det er de stakkels Stjærner
og fjærnt ved Banelinjen
to ensomme Lanterner.
Men Mørket er saa kløgtigt
og Mørket er saa koldt,
og begge vi i Livets Løb
har meget ondt forvoldt,
ondt, som kan ikke glemmes,
ondt, som bestandig gror
sin Aandevækst i Natten
omkring den stumme Jord.
Jeg elsker dette Mørke,
den sorte Marknats Fred,
den dykker mig saa vennesæl
i hjemløs Glemsel ned,
— endda jeg høsted mere
al ondt og godt i Flæng
end den blandt mine Venner,
der sprang som Lykkens Dreng.
Jeg elsker disse Nætter
og Mulmet uden Bund,
dér hører jeg hver ensom Nat
min Dom af Vejrets Mund.
Thi Vejret, Natten, Vinden,
de sorte Markers Jord,
— jeg ved, der staar derinde
min Vandrings tunge Spor.
Alvidende er Mørket,
hver Stjærne som en Stum,
der røber i et Blik mig
min hele Levens Sum.
Hvor Menneskene færdes,
gaar koldt jeg ud og ind!
kun her, hvor Mørket ruger,
slaar Blodets Blus min Kind.