I
Nu synker Solen bag violblaa Banker,
og Arnofloden som en Guldstrøm flammer
imellem Dalens grønne Vinjerammer,
hvor Skyggerne til Nat sig dunkelt sanker.
Det lufter sagte i min Haves Ranker,
og sorte staar de mørke Bjærges Stammer,
mens alle Florenz Kirkeklokker glammer,
og Skyer sejler op som tunge Tanker.
Kun Arno bærer endnu Himlens Skær,
men nu er Himlen blodig som en Vunde,
og Arno skinner som et blodrødt Sværd,
— nu lever Florenz mig saa heftigt nær,
de gamle Tider med de hvasse Munde,
da Lykkens Rose blomstred paa et Spær —
II
Ak, Florenz, Florenz, alle dine Kampe!
Jeg kan dem udenad, de er forbi.
Jeg ræddes for den syge Fantasi,
der skaber dem paany af Arnos Dampe.
Der skinner i Fiesole en Lampe,
den bygger over Dalen mig en Sti
af hundredfoldig mere Poesi
end den, der i din Saga staar i Stampe.
Langt mere elsker jeg den Mandolin,
der klimprer løs hver Aftenstund i Gaden,
din Æselskryden og din sure Vin,
en Lygtes Blafren mod Paladsfacaden
og dine Bjærges sarte Taagelin
som nu, da Maanen stiger over Staden.
III
Du ligger dernede og drømmer saa blidt,
og jeg sidder vaagen og drømmer om mit.
Et Steds mellem Skræntens Olivenklynger,
der blaaner for Maanen, en Nattergal synger,
hundrede Ildfluers Stjærnehær
funkler blandt Løvet og flyver mig nær,
funkler dybt nede, funkler heroppe,
brister som Gnister i Træernes Toppe,
men skjult bag Vinrankens mørke Hang
Græshoppen spiller sin spinkle Sang.
Firenze, som Maanen dig maler i Nat,
blev aldrig en Farve paa Lærred sat,
de lysende Mure, de dunkle Tage,
det er, som holdt Verden sin Aande tilbage,
som var du steget i denne Stund
— en Æventyrstad — af Dalens Bund.
Firenze dernede, du straalende By,
som tog mine Tanker og gav dem Ly,
lad det, som hedest jeg tænker paa,
i evig Skønhed som du bestaa!