Min lille Dreng, du lyse Æbleblomst
i Drøm paa Vaarens lette, morgenrene Luft,
med dine Øjne fyldte kun af Lys
og med din Sjæl som sagte bølget Duft,
— jeg staar paa Havegangens haarde Grus
og ser op mod din Verdens skære Flor
og kalder paa en Tid, jeg engang kendte,
og har for glade Raab kun rustne Ord.
Du lille Barn, hvis Fod har næppe traadt
sit Spor endnu i Verdens Elvermuld,
jeg gav dig gærne al min vundne Glæde,
thi den slaar til for dig og hundred Kuld.
Men hellere jeg lægger let min Haand
i din, og tager varsomt dig paa Skød
den Dag, den første Blæst staar om dit Sind
og slaar dig med sin Høstkvælds arme Nød.
Da skal jeg hviske dig saa lyse Ord
og plukke dig Guds Stjærner ned fra Himlen
og lære dig, at den, som lever, bor
i sortest Mørke under Stjærnevrimlen,
og aande paa dit Hjærte, til det slaar
saa lyst som Fuglerøst i dugget Krat,
— du lille Billed paa min egen Vaar,
du nye Stjærne i den gamle Nat!