I
Min Nat er søvnløs,
min Dag er Kval,
— Rom eller jeg,
en af os er gal!
Hvem er Herskeren,
den, der slaar,
eller den, der slikker
den syges Saar?
Min Vilje brænder,
vil se en Jord,
hvis Muld kun bærer
paa Løvespor,
Stolthed og Styrke,
Magt som slaar ned
hvert barnligt blomstrende
Urtebed!
Broder, jeg dræber dig!
Blomsten var din,
Klippeblokken
paa Fjældtinden min.
Du græd i Dalen,
jeg skreg som Is,
— hvem af os fristed
det største Forlis?
Verden jeg ser
med Blomster besat,
ved, Lykken kræver
en Uvejrsnat.
Forgift dit Hjærte
i smaat og stort
— og bank som Cæsar
paa Dødens Port!
II
Jeg vilde leve,
jeg vilde fyldes,
se, hvad jeg drømte,
af Sol forgyldes,
jeg vilde kaste
mig ned i Græsset
med mine Kinder
mod Blomster præsset — —
Da saa jeg for mig
en Krigerlejr,
hvor hver en Strube
skreg hæst paa Sejr,
Sejr, hvad det kosted
— og jeg forstod,
at hver en Blomst,
som jeg længtes mod,
var kun et usseligt
fattigt Skær
af det, som ene
gav Livet Værd.
III
Du vilde herske,
jeg vilde som du!
du drømte Livet
et duftende Nu,
jeg saa det smedet
i stivnende Staal,
du smed dets Timer
som Blomster paa Baal,
jeg rev det til mig,
dig lod jeg dræbe,
— nu maa en blomsterløs
Verden jeg slæbe.