Der dufter Urt, der dufter Muld!
af Varmedunst og Vædedis staar Natteluften fuld,
og dybt i Disen Skovens Elle vade!
Nu nejer sig,
nu svajer sig
bag hver en frønnet Mosebuld
i Dans de lette Elver,
mens alle Skovens Blade
sagte skælver.
Fra Bøg, fra Busk, fra Kær, fra Krat,
viden fra og viden om, den stille Sommernat
det klinger som af sagte strøgne Giger;
det dukker sig,
det vugger sig,
det smyger sig saa lindt, saa glat
som Dug i Dryp fra Kviste,
og ler, som vævre Piger
i Skoven lo med Liste.
Det ler saa sagte, ler saa let,
bag Spindelvæv, bag Bregne, bag Mosedisens Silkenet,
bag Skovens Hegn og alle Markens Diger!
I side Sus,
i bløde Brus,
i smidig Dans med sagte Sæt
gaar frem de lune Vinde, —
og Gigespillet stiger — —
Sct. Hans — Sct. Hans er inde!
*
Nu vaagner alle Længsler,
de glemte Drømme stiger,
nu blaaner de fjærne,
de skinnende Riger
frem paa den lyse Skærsommernats Æventyrhimmel.
Hvem der kunde vandre!
hvem der kunde tage
Ranslen paa Nakken
og vidt af Staden drage,
nu Himlen ved Nat staar lys over Skove.
Jeg maa ud i Natten,
ud paa vide Veje,
fange de fjærne
Riger i mit Eje,
vinde mit Sind og min Sans dem tilbage.
Langsomt vil jeg følge
Skovens længste Stier,
lade Nattens store,
stille Melodier
nynne sig ind i min Sjæl, mens jeg vandrer;
lade, hvad jeg sanked
mig af Ve og Vaande,
vejres bort af Nattens
sunde, svale Aande,
vandre mig ung og rank en Nat i Skærsommer!
*
Dybt i Skoven, hvor den vilde
And bag Siv og Bregner bygger,
sidder Mosekonen stille
i den lune Nat og brygger,
brygger Æventyr og sære
Sagn fra underlige Tider,
mens de hvide Dunster langsomt
over Mosens Tuer glider,
glider ind, hvor Skovens Stammer
mørkt mod Nattehimlen rager, —
stille sidder hun og nynner,
nynner paa de gamle Sager;
tegner Skikkelser i Disen
med sin klamme Taagefinger,
mens det bruser gennem Skoven
blødt som Sus af Uglevinger. —
Jeg vil frem paa Skovens Stier,
hvor de vrides, hvor de vildes,
frem, hvor Sjæl og Sans i Nattens
blege Æventyr kan hildes! —
Langsomt driver Maanedisen
ud og ind om Skovens Stammer,
mellem mørke Elle lyser
Birkens Bark som hvide Flammer.
*
Kom da Sct. Hans!
Med din skinnende Sommerfærd viden om Lande!
jeg følger dig ud! jeg følger dig frem!
hvor Bakkerne højnes, hvor Brinkerne lude,
hvor Solen slaar Funker af vuggende Vande!
naar Natten gaar ind
med Dis og med Spind! —
jeg tror paa de Riger der ude!
Kom da Sct. Hans!
kom med din legende Dans gennem Lunde!
jeg følger dig ud! jeg følger dig frem
gennem Sletternes Sol, under Skovenes Skygge!
frem over Bølger, som bruse, som blunde!
stem da dit Spil!
jeg lytter dertil!
jeg tror paa din Æventyrlykke.