En Morgen var din Grav
hel vinterhvid, bedækket
med nattegammel Sne.
Rosen bøjed sig lav,
men i den Sne, som tækked
din Grav, var under Morgendis
Smaafugles Trip i Tusindvis
at se.
O du, som under Vintersne
gravlagt i Dybet sover,
ræk mig din Skyggehaand,
lær mig, som du at se
fra Himmelhøjder over
hver Sti, hvor jeg er flakket vild,
sænk om min Vandren modermild
din Aand!