Jeg mindes Jotunfjældenes snehvide Vanvid,
skabt af en gal Gud,
jeg mindes de stenstive Tinder,
skærende graasorte op af den evige Sne,
nøgne rakte mod den nøgne Himmel
i dødsstille Kulde,
jeg mindes denne hvide Uendelighed
i sin snekvalte Tavshed,
denne maanefrosne Flis af en død Klode,
som det levende Liv i Rædsel
gaar udenom — —
og jeg mindes, jeg grebes af Lyst
til at klæde den Kvinde, jeg elskede, nøgen
og bære hende ind
imellem de snedøde Fjælde,
grebes af Lyst til at lægge hendes levende Legeme
ned paa den skinnende Sne,
hvis evige Hvile intet Støv har plettet,
af Lyst til at høre min Kærligheds Graad og leende Lykke
bæve sit sitrende Liv
ud over det iskolde Øde
og blive tilbage og evigt bæve derinde
i den sneskinnende
dødsstille Kulde — —
Ak, de blændende Fjældtinders snehvide Vanvid!