Unge Hr. Lasse Fiend er med sin Vaabensmed redet ud i Verden for at jage Lykken og rider en Sommernat gennem Skoven. Der standser ham paa Stien en gammel Kvinde, som tigger sig en Plads foran hans Saddel og faar den. De rider tavse sammen. Den runkne Kærling sidder og stirrer evindelig paa ham. Af og til taler hun til ham. Men den sorgløse unge Herre ser hende bestandig over Hovedet, ud i Sommernatten, og svarer hende intet.
. . . Der drypper Dug i Skove,
og Uglen flakker over Bul,
de store Træer sove,
og sort staar Urt og Muld.
Med mørke Skyggeringe
sig blommer Skovens stille Kær, —
en Nattesværmervinge
spændt dybt blandt dunkle Træ’r.
Og det er Midnatsstunden
saa mørkt bag Løv, saa dugget svalt,
og viden over Lunden
staar Himlen sølvblegt hvalt.
Hr. Lasses Rustning klirrer
ved Vaabensvendens Sadelknap,
og Græsset sagte dirrer,
hvor Hingstehoven slap.
Da strømmer der saa stille
et Vindpust viden gennem Skov,
som Sølv de Dugstænk spille
paa Hingstens brede Hov,
de dunkle Kroner sukker
og skilles for den lune Vind,
og Edderkoppen vugger
og vaagner i sit Spind.
Det er den tolvte Time,
Lyngormen gaber i sit Hi,
for Vinden lydløst kime
Blaaklokkerne langs Sti.
Da ler den Kvind og stryger
sit Haar fra Kind som Mø i Dans
og bøjer sig og smyger
sit Blik saa dybt i hans.
»Ej, se mig da i Øje
med alt jert Mod, Hr. Lasse Fiend!
lad se, om I kan døje
et Blik fra runken Kvind!
Stir til, min unge Herre!
Hel rapt I bliver bleg og rød!
I ved vel intet værre
end Gant med Mø paa Skød!
Hvad heller har I fundet
hel hastig, hvad I længtes mod,
den Hind for Sadel bundet,
som hidsede jert Blod?
I stirrer og I tier!
ak, I skal ikke alting tro!
mit Øje gemmer Stier,
der sig saa dunkelt sno.
Om nyssen I saa Flammer,
som vejred vildt og blodrødt hen
og brændte hede Skrammer
i Nattens sorte Lænd,
I ser vel nu at glide
mod Strand saa nattesort en Sø
og Lykken vildsomt ride
som Flygtning under Ø —
ak! Lykke, som brak Halsen,
og Elskov, som i Aske sank,
og Duft, som under Valsen
blev giftig Snogestank.
Stir til, du kvindefødte!
nu jamrer som Skønjomfru jeg,
endda jeg flere ødte,
end der bar Svig mod mig,
og ler, for jeg trods Rynker
endnu paa Junker træffe kan,
hvis Blik saa gyldent synker
i mit som Sol i Vand!
Og har I Svig i Sinde
hvad heller Tro, som aldrig dør,
I faar i Nat dog binde
jer Hingst blandt Mosens Rør.
Stir trøstig i mit Øje!
det saa saa mangt men aldrig Mand,
som ikke maatte døje
en Nat hos Snog paa Strand,
den Nat, som brød hans Lykke
og al hans stolte Junkermagt,
til bort han krøb ved Krykke
i ussel Stodderdragt.
Eja! — hvad er den Lykke
vel værd, I bytter for at se
den Skat fra Dybet dykke,
som volder al jer Ve?
Og frygter I at sove
i Nat hos mig, min stolte Svend,
I naar en Nat de Skove,
hvor vi to ses igen!
Og frygter I mit Kammer,
— det Kammers én Gang venter jer,
hvor I skal se med Jammer,
hvem I helt inderst er!«
Hr. Lasses Latter klinger
som Fuglesang mod Skovens Top:
»Hav Tak, om af I springer
saa rapt, som I sprang op;
til Mø som jer at tage
i Favn er Natten alt for sval!
der er for kort tilbage
fra nu til Hanegal!«
Da luer under Pande
den Kvindes Blik som Maanens Glans
i Flom ud over Vande,
hvor Bølger gaar i Dans.
Hel tavs om Haand hun fatter
Hr. Lasse Fiend og knejser rank,
for Bryst sig Særken glatter
og svulmer silkeblank,
den Kind, som Maanen bløder,
naar frem den gaar en dugget Kvæld,
Aakander gyldent gløder
i Haarets dunkle Væld.
Saa lind en Luftning skiller
hver Kvist i Skov, hver løvet Vaand,
og tunge Dugdryp spiller
Hr. Lasse over Haand,
den Hejrefjer i Hatten
sig dukker for den lune Blæst,
— da sidder han i Natten
alene paa sin Hest.
De svedgraa Hingstelænder
de skælver for hans Sporers Dans, —
saa blødt endnu ham brænder
den Haand, hun slog om hans.
Mod Manken smælder Tøjlen,
og Mulen fælder Skum for Fod, —
de dunkle Øjnes Gøglen
den vilder alt hans Blod,
og trindt for Hove falder
saa mangen Blomst, der stod mod Sky,
saa langt i Skoven gjalder
hans Ridt til Morgengry.
Hen paa Morgenen naar Hr. Lasse Fiend Kongens Gaard.
Der staar saa høj en Poppel . . .
Den Poppel staar
i Kongens Gaard
og rasler fra den grønne Vaar
til Efteraar med alle sine Blade,
og aander Vinden stille hen,
det klinger, som om Spillemænd
tog Gigerne i Hænde,
men blæser det saa haardt, det kan,
det suser som den salte Strand,
hvor Kongens Riger ende.
Og sank en Stund
hver Vind i Blund,
saa tavs laa Strand, og tavs stod Lund,
dens Blademund
evindeligen hvisker;
det lyder dér, hvor Poplen staar,
som traved ind i Kongens Gaard
bestandig Mænd i Vaaben,
og Kongens Søster elsker den
og drømmer mangen Time hen
med Glug mod Gaarden aaben.
Knap sytten Aar,
med solgult Haar,
et Blik, hvis blanke Stirren naar
saa langt af Gaard,
er Kongens unge Søster;
hver Morgenstund, naar Dag gaar frem,
hver Kvæld, naar Svalen flyver hjem,
til Poplens Sus hun lytter
og stirrer bag dens Bladehang,
om ej af Hest i Gaarden sprang
en ung og fager Rytter.
I Morgendug
staar Gaard og Glug,
fra Brønden klunker Draabekluk,
og Blomsterfnug
i Morgenvinden sejler.
I Kammers Kongens Søster staar
og kæmmer tankefuldt sit Haar
med Kam som Fiskefinne;
da rasler det af Sværd ved Lænd,
— Hr. Lasse Fiend med Vaabensvend
i Kongens Gaard er inde.
Den Lærkelil
sit Morgenspil
strør vidt, og Poplens Løv dertil
som Fakkelild
i Morgensolen knitrer,
og som af Hest den Junker staar,
en gylden Kam mod Stengulv slaar
i Kongens Søsters Kammer,
og dybt i Nakkens Flom af Haar
to hvide Hænder fast forgaar
som Sne i gyldne Flammer.
Først bleg som død,
saa purpurrød,
med Jomfrubrystets Liljelød
i Rosen glød
med Særkens Lidse løftet
staar Kongens Søster skjult bag Glug
og skælver som en Draabe Dug,
som Morgenvinden vugger,
blødt skilles Øjets Vipper ad,
og Læben som et Frugtblomstblad
mod Læbe halvt kun lukker.
Med Hundeglam
og Vaabenbram,
med Ædelsten i Kronens Kam
og gylden Ham
gaar Kongen Gæst i Møde.
»Ej! ser man det! Hr. Lasse Fiend!
I kommer som den muntre Vind,
der frejdigt stormer Borgen!
Vel mødt til alskens festlig Id!
I kommer vel for Tidkort hid
saa frydelig en Morgen!«
Hr. Lasse Fiend,
med Haar og Kind
bedækt af Støv og Skovens Spind,
saa frank af Sind
den Konge muntert hilser.
»Jeg kommer, som I ser, med Sol,
og jeg har lét, fra Hanen gol,
og sunget over Enge,
og jeg har prist den lyse Dag
og er parat i muntert Lag
at prise den fuldt længe!«
Den Konges Hal
er fyldt med Gjald
af Sang og Prat og Vinens Fald
i gylden Skal
og Latterklang om Borde;
Hr. Lasse Fiend er bænket bedst,
ham sidder Kongens Søster næst,
og Ord saa hedt forfløjne
staar om hans Mund som Morilds Skum,
men Kongens Søster sidder stum
med store, blanke Øjne.
Hr. Lasse ler,
Hr. Lasse be’r,
Hr. Lasse sukker mer og mer,
bestandig ser
mod Vindve Kongens Søster
og sidder i sit hvide Lin
en nysudsprungen Lilje fin,
som strunk i Dagen knejser.
Da raaber Kongen fra sin Stol:
»Hr. Lasse! Pris os Dagens Sol!«
Og Lasse Fiend sig rejser.
Hel rank han staar,
det dunkle Haar
mod Krappekravens Guldsøm slaar,
og langs ad Laar
den lette Kaarde slingrer.
— Da blegner sagelig hans Lød,
sært Flammer Øjets dunkle Glød,
og tøvende han stammer,
og da tilsidst hans Røst faar Klang,
den klinger vegt, som om han sang
helt fjærnt i ensomt Kammer.
»Dæmrende Dag!
Rosenblommede Gry!
Jorden lys som Sølvmor,
og Solskred i Sky!
Engen hvid af Dug,
skinnende hvert Straa,
Nattens blege Himmel
havfri, høj og blaa;
alle Farver vakt
Snogen under Tjørn
synlig for den vaagne
himmelstegne Ørn . . .
Ej saa fejer Fryd
ved jeg mer at naa
som at se for Spange
morgengylden Aa,
ej saa fejer Fryd
som at lytte til
Morgengryets Lærkers
lystelige Spil!«
Hel hvid om Mund
saa tavs en Stund
han stirrer imod Skaalens Bund,
hvis gyldne Grund
som Sol bag Vinen lyser,
saa griber han den Skaal om Fod
og løfter den sin Mund imod
med Haand, som sagte ryster,
og skyder den ad Bordets Bræt
og staar i samme Aandedræt
vendt imod Kongens Søster.
»Ak! I er hvid som Dagen!
I straaler som det lyse Gry!
se paa mig, Kongesøster,
at jeg kan le paany!
Jert Haar saa gyldent rinder,
som Aaen randt i Morgenglans!
— ifald I vil se paa mig,
I fryder al min Sans!
Ak! vil I det slet ikke,
og fylder det jer sært med Gru,
jeg stirre vil paa eder
saa lang en Stund endnu!
Min kongelige Jomfru!
Ak, er det jer for stor Umag,
jeg stirre maa paa eder
den hele, lange Dag!«
Da staar fra Bord,
mens alskens Ord
Hr. Lasse Fiend for Læbe gror
i fagert Flor,
den Konges unge Søster
og løber gennem Salens Sol,
mens Kongen ler i gylden Stol
og stryger sig om Hagen,
og langsomt løfter sig langs Bord
et lydt og lystigt Latterkor,
der runger gennem Dagen.
Men højt i Gaard,
hvor Gluggen staar
paa Gab mod Sol, sit køle Haar
om Kinde slaar
den Konges unge Søster
og stirrer ud i Poplens Løv,
som ler i Solens Straalestøv
saa lyst som Græs i Enge;
og Vinden aander stille hen
og suser blødt, som Spillemænd
strøg sagte over Strænge.
Og det er Kongens Abildgaard,
saa hvid af Blomst hver Abild staar.
For Sommerdagens lune Vind
de Blomster skælver ud og ind,
som vugged over alle Træ’r
saa hvid en Sommerfuglehær.
Hvor Abildskyggen Græsset naar,
Hr. Lasse Fiend blandt Blomster staar,
og lænet mod en Stammes Mos
den Konges Søster er ham hos
og ser paa ham skønjomfrustolt
og spiller med en Rose Bold.
Der tales Hr. Lasse Fiend og Kongens Søster ved, han i stor Elskov, hun pur ung og drilsk, — til han i Vrede søger sin Hest og jager videre.
Og det er Kongens Abildgaard,
hvor Græsset højt i Skyggen staar;
dér rødmer for den Abilds Fod
en sønderplukket Roses Blod;
og det er under Borgeled,
den Konges Søster staar derved
og stirrer mod den bløde Muld,
som staar af friske Hovspor fuld,
og stirrer ad den dunkle Sti,
til Dagen den er helt forbi,
og Natten under Skove gror
og sletter alle Hoves Spor.
Hr. Lasse Fiend i Staden.
Aldrig saa man Mage
til en Værtshusgaard!
Druer over Tage,
Fest det hele Aar!
Stadens Stormænd stævned
did fra Gry til Gry,
aad og drak og levned,
sov og aad paany.
Vinen klang i Kande,
svam i Karm og Krog,
mangen svedig Pande
imod Gulvet slog,
skinned føje efter
som en Sol for Bord,
Stadens Stormænds Kræfter
stod i bedste Flor.
Kom dertil, at flytted
én blot sin Pokal,
klang det, saa man lytted
fast af Fryd sig gal,
og om to i Følge
deres Bægre svang,
slog der op en Bølge,
som om Klokker klang,
alle Stadens Klokker
i saa sagte Graad,
som naar Elver lokker
under dugget Baad . . .
Det er Nattens Maane,
sejler frem bag Sky,
alle Ruder blaane
i den store By.
I sit Kammer vaager
tavs Hr. Lasse Fiend,
gennem Hornglug taager
dæmpet Maanens Skin.
Hvor dens Skimmer sitrer,
sidder ham for Fod
Mø, hvis Haarbrus glitrer
rødmende som Blod;
vinfyldte Pokaler
staar i Gluggens Karm,
sølvbleg Maanen maler
deres gyldne Barm.
Det er sig den Junker,
stirrer paa den Mø,
mens som Maanens Funker
tyst de Timer dø;
sidder tavs og vugger
Citer over Fang,
saa de Strænge sukker,
som om Natten sang;
griber saa helt stille
i det klinge Spil,
tager til at spille,
synger dæmpet til.
»Og da den Herre vendte sig,
hvor Aa i Enge rinder,
den Jomfru stod ved Borgeled
saa bleg om begge Kinder.
Og da den Herre vendte sig
ved Skovens første Bøge,
han saa saa fjærnt et Øjepar
blandt Skyggerne ham søge.
Og da den Herre vendte sig
for sidste Gang og stirred,
han saa ej, hvor den Jomfru stod,
hvert Straa for Blik ham dirred.«
Det er sig den Herre,
fritter med sit Blik,
»Sisken! Ak, desværre
Visen mig forgik!
Ved du mon at finde
Lyst endda derved?
— stod du nogen Sinde
selv for Borgeled?«
Glatter under Hænder
rapt den Mø sit Haar,
»Ved jeg vel, I kender
eders Siskens Kaar!«
Det er Citrens Strænge,
kvidrer lydt i Kor,
som naar vidt om Vænge
Spurveflokke fo’r.
»Liden Sisken, slider
du ej Sko for Led,
bedst jeg Sisken lider,
hvor jeg Sisken véd!
I en Bod ved Havnen,
ung og svaj og brun
og med Jomfrufavnen
fyldt af Duedun!
Led du ej den Vise,
som af Hu mig sprang?
bi, saa skal jeg prise
Sisken i en Sang!«
Det er de smaa Strænge,
kurrer dulgt derved,
som naar under Længe
Duer slaar sig ned.
»Sisken! se paa mig, nu, mens Maanen skinner!
Torvebarn! Sisken med den svulmende Lænd!
Dine Øjne er som Stadens dunkle Brønde,
dybt, dybt i dem perler Maanenatten hen!
Du, som elsker de hvide,
vilde, skinnende Snerler,
Sisken! kunde du lide
at pynte dit Haar med Perler?
Perler! Ak, hvad pryder alle Perler!
Du skal gaa i Haver under Knopskæls Drys!
aldrig vinder du dit Haar saa fagert Smykke
som de gyldne Knopskæl og din Elskers Kys!
Sisken! Ved du et Smykke
som Frugtblomstblade, der falder
tyst i en Abildgaards Skygge
mellem hvide Konvaller?
Ak! Nu sortner Natten alle hvide Blomster,
i alle Kongers Lande Dagen er død!
Ene fra dit Bryst, det solbrændte, nøgne
stiger al dens Aande, dens Duft og dens Glød!
Solen, Solen er dalet
bag dine Brysters Høje!
Som Aftenhimlen staar malet
med blege Stjærner dit Øje!
Der er skært og lyst i Abildgaarden!
Lifligt som en evig Morgen! Gyldent Spind
vinder sig om den, der ung og ensom vandrer
under Abild, elskovsitrende i Sind!
Og jeg elsker, maa du vide,
og min Hu saa gyldent spindes,
drømmer imod Morgentide
fagrest, fagrest Drøm, som findes!
Er det imod Morgentide, Sisken,
eller kogler dine Øjnes Dæmringsstjærne?
Ak, hvad Magt har dine arme Øjne,
at de vækker, hvad jeg drømte gærne?
Syng imod Himlen som Lærken
ved lyseste Middag, Pige!
Stryg fra din Skulder Særken,
at Solen atter kan stige!
Sisken, dine Tænder skinner som en Lækats!
Dine Øjne gløder som en natlig Brand!
Ved du ej, at aldrig Rovdyr bandt sit Bytte
halvt saa tæt, som Mø med Elskov binder Mand?
Græd for min arme Vise,
ingen af os den trøsted!
Stoltere skal dig prise
et eneste Kys paa Brystet!«
Over Gulvet lyser
Gluggens Maane mat
som en Sø, der fryser
hvid en Vinternat.
Det er Strængelegen,
slaar mod knastet Fjæl,
klinger som en svegen,
bristefærdig Sjæl;
alle de smaa Strænge
funkler sølverspændt,
som naar Bæk i Enge
risler maanetændt.
Rapt den Junker fælder
Knæ for Jomfrufod
og sit Hoved hælder
hendes Bryst imod.
»Sisken! Lille, arme
Pige! Vug dig ind!
Skænk din milde Varme
mit forkomne Sind!«
Famlende og stille
stryger hun hans Haar,
som naar sommermilde,
Pust langs Græsset gaar.
»Ved I, Grøftens Snerler
fejrest pryder mig,
alle eders Perler
lidet lyster jeg!
Har I kær en Pige,
som jeg aldrig saa,
tør vel hun jert rige
Perlesmykke faa!
Jeg er glad alene
for jert Kys en Nat
under vaade Grene
i et dugget Krat,
thi jeg elsker eder,
Herre, hvem I er!
Hvor jer Seng I reder,
kommer jeg til jer!«
Over Gulvet spinder
Maanen blegt sit Skær,
som naar Rimfnug skinner
over islagt Kær.
Blødt den Junker fatter
hendes brune Haand,
sagtelig han glatter
Særkens skøre Baand.
»Om du mig vil møde,
naar min Hu fandt Fred,
maa jeg Sisken støde
med min Daggert ned!«
Drager hun med Latter
lindt sin Haand til sig.
»Ikke før I atter
sov en Nat hos mig!«
Det er sig den Junker,
staar for hornet Glug,
hvor de Maanefunker
spiller over Dug,
griber de Pokaler
med den dunkle Vin,
røde Vindryp maler
Gulvets Maanelin,
byder saa med Gammen
Mø til Hilsen an,
støder sagte sammen
de Pokalers Rand.
Underligt det klinger
i den tavse Nat,
som naar Havet ringer
over sunken Skat,
underligt det sukker
for den blege Glug,
som naar Skoven vugger
for et Vinddrags Suk.
»Sisken!« tyst han mæler,
»Sisken! Hører du
Klang af Kys, som fjæler
sig bag Nattens Gru!
Rundt i alle Lande
ligger Mand hos Mø,
kysser snehvid Pande,
drømmer sig at dø,
drømmer sig at slukkes
i et Favntags Lyst,
mens hans Øjne lukkes
mod et Jomfrubryst,
kysser Haar, der kruser
gult sig over Kind,
medens Lykken bruser
vildt i alt hans Sind,
knuger blanke Arme
med sin Næves Kæl,
medens Livsens Varme
koger i hans Sjæl,
kysser sig sin Lykke
til for Evighed
ved det Kys at trykke,
som han fejrest véd!
»Sisken! Dine Arme
er som glatte Siv,
lidet kan de varme
for det hele Liv!
Sisken! Dine Øjne
er som Duggens Spil,
alt for nattenøgne,
alt for lige til!
Har jeg hos dig sovet
mangen hastig Stund,
dyrt min Sjæl jeg voved
mod din hede Mund!
Ej du evned tage,
hvad der binder mig,
lidet kan du klage,
om jeg sviger dig?«
Tyst den Mø sig rejser,
træder ham imod,
let i Natten knejser
hun paa nøgen Fod.
»Tror I mig at svige,
om I fra mig gaar?
Ak, Hr. Junker, lige
kruset gror mit Haar!
Lige solhedt kløfter
sig mit nøgne Bryst,
lige evig løfter
sig mod jer min Lyst!
Thi jeg elsker eder,
nævner jer for min,
om saa Seng I reder
hos jer Frue fin!
Var min Magt saa ringe
mod jert Junkersind,
én Gang skal jeg springe
i jert Kammers ind!« —
Som naar Skovens Hasler
for en Frostnats Vind
isbedækte rasler,
ler Hr. Lasse Fiend.
»Hørte jeg den Trussel
før af troldet Kvind!
alt for arm og ussel
blev den længst mit Sind!
Lyster du at træde
for min Frues Seng,
skal en Nat du græde
hos min Falkedreng,
øde dér til Grunde
al din Elskovs Skrud,
inden Borgens Hunde
flaar din Strube ud!«
Løfter han for Munden
den Pokal med Hast,
tømmer den til Bunden,
knuger den saa fast,
svinger den, saa lønlig
Klang fra Guldet slaar,
som naar dulgt og bønlig
fjærne Klokker gaar,
svinger den, saa Susen
fylder Kamrets Fred,
som naar Skovens Brusen
gjalder langt af Led.
»Elveridt jeg red mig,
hvor den Skovbæk gik,
under Hjærtet sved mig
Elvermøens Blik!
Kongebarn jeg fandt mig,
ret som Hanen gol,
Urt for Hjærtet bandt mig
hendes Øjnes Sol,
volder, at jeg længes,
hvor min Vej saa gaar,
mod i Bur at stænges
bag et gyldent Haar,
volder, at min Latter
løfter sig saa lyst,
hver Gang Elver atter
aander mod mit Bryst . . .
Se! nu hvisler, skælver
Maanens hvide Skær!
Nu er Nattens Elver
mig saa lønlig nær!
Dine Øjenkroge
skumrer som en Lund!
Hvide Elver taage
op fra Blikkets Bund!
Og din Pande lyser
blegt i Maanens Skær,
og mit Hjærte fryser
som ved Skovens Kær!
— Gaa, du klamme Øgle!
Eddergyldne Trold!
Aldrig skal du gøgle
mig i Elvervold!«
Slynger han det Bæger
hendes Bryst imod,
sagte sig bevæger
Maanens blege Flod,
gennem Disen flammer
Bægrets Stjærneskud,
luende det rammer
Brystets Rosenhud,
slaar mod Gulv og klirrer
som et staalbrudt Stik;
stift den Junker stirrer
mod den Jomfrus Blik,
hvisker hæst og stille,
som et skovskjult Siv
hvisker for den Kilde,
der blev alt dets Liv.
»Efter Kvinder red jeg,
længtes dem imod,
snart hver Kvinde led jeg,
snart blev hver mig god!
Maatte jeg dem knuge
med al Elskovs Magt,
at jeg kunde suge
til mig Solens Pragt,
— evig dog mig møder
fra hver Kvindes Blik
sælsom Glans, der øder
ondt, hvad Fryd jeg fik!
. . . Ved jeg mig et Blik, som
brandt som klaren Dag,
lyste, saa jeg gik som
under solhøjt Tag,
mægted mig at fælde
Morgenguld i Sind,
brændte Solens Vælde
i mit Hjærte ind,
— traf mig dog den samme
elverblege Glød,
vidste dulgt at ramme
al min Lykke død,
lued som en ilde,
elverbrygget Drik,
vidste mig at vilde,
saa min Fryd forgik,
lokked mig saa saare
med sin Midnatsmagt,
som blev død paa Baare
jeg til Elskov vakt
som om dybt i Mulde
Kistens Fjæle sprang,
at jeg juble skulde
paa et Jomfrufang,
nemme fuldt den Vælde,
som jeg aldrig fandt,
blev jeg graa af Ælde,
rig paa Elskovstant,
og min Længsels Veje
svam som svulmet Aa,
og jeg svor at eje
Møen, som jeg saa — —
Gaa! Du arme Kvinde!
— Lærte Du mig Trøst
stakket Stund at vinde
ved dit hede Bryst,
i dit Øjes dunkle,
dybe, svale Brønd
saa jeg Gløden funkle
maaneblegt i Løn!
Alt, hvad jeg har vundet,
æder mig saa gramt!
Elver har mig bundet,
Elver har mig ramt!« —
Bliver der saa stille
i den Værtshusgaard,
blødt mod glugbrudt Pille
Vinløvs Dugdryp slaar.
Da gaar over alle
Nattens Lyd en Klang,
som om Klokker falde
i med sagte Sang,
alle Stadens Klokker
i saa sagte Graad,
som naar Elver lokker
under dugget Baad;
gennem Natten baner
sig saa lydt den Klang
— og dør bort, som Svaner
fjærnt mod Skov sig svang.
I sit Kammer vaager
tavs Hr. Lasse Fiend,
under Maanetaager
brænder Kys hans Kind. —
Hr. Lasse Fiend jager vidt omkring i Verden. Bliver omsider gift med Kongens Søster. Men hvor han saa ser Lykken i Øjnene, ser han Elvermøens Blik — og ligger en Sommernat død dybt inde i Skoven.