Du Zeus, som sidder Solen næst!
det hænder stundom hver og en
at ride til dig paa din Blæst
og knejse ved din Trones Ben,
at staa hos dig og stirre ud
saa vide over Jordens Skød
og lade haant om Livets Slud
og trodse, guddomsstor, din Død,
at trone hos dig, højt som du,
og glemme Døgnets lave Strid,
al Sjælens Armod, Livets Gru,
hver Sorg, der bed med giftigt Bid.
O Zeus, hav Tak, om blot en Stund
du lader ved din Trones Fod
mit Hjærte fyldes til dets Bund
som dit af Solens Purpurblod.