Hver Aftenstund ved Solnedgang
en Solsort fylder med sin Sang
den stille Skov, som bladløs staar
og venter paa en solmild Vaar.
Højt fra en Gran sit bløde Fløjt
den sender ud og kvidrer højt,
hvad enten Regnen strømmer ned,
hvad heller Dagen pragtfuld led.
Den hele Skov staar tom og gold,
hver Aften er saa vinterkold,
Solsorten ene synger støt,
saa langt saa lydt, saa foraarsblødt.
Du Fugl som jeg en Vinter lang
har set og fulgt, mens arm paa Sang
du flagred taus og ensom om
blandt nøgne Grenes Fattigdom,
du Fugl, som fløj fra Kvist til Kvist,
mens Vintren ruged hvid og trist,
mer stum end Skov og frossent Hav,
fordi du ejed Røst — og tav,
du Fugl, som tyst strøg om og aad
et frossent Korn og fandt ej Raad
for Sang om det, som i dig brød,
fordi du saa al Jorden død —
jeg vandrer timevis hver Kvæld,
naar Dagen gaar saa trist paa Hæld,
og lytter til din klare Sang,
dit Morgenkvad ved Solnedgang.
Og hænger Himlen tyk af Regn
hvad heller straaler Skovens Hegn,
du løfter med dit fulde Fløjt
en Himmel over Himmel højt
du synger vaagent i mit Sind
et Sagn, som længst er slumret ind,
og af din Sang gaar frem i Sum
et Paaskens Evangelium.
Jeg ved ej godt, jeg ved ej ondt,
eet Liv den hele Verden rundt,
et Liv, der dør som fældet Sag
— og slaar mod Solen op en Dag,
et Liv, der haster op og ned,
der sanker Sand paa Dødens Bred
— for som en Underblomst i Brud
al Livets Pragt at folde ud.
Du Solsort, som ved Vintertid
strøg lavt og fattigt hid og did
og fandt en Dag den frie Top,
der bar dig over Skoven op,
du Fugl, som højt i Aften slaar,
Evangelist for Livets Vaar,
mit Sind saa vaarlydt fanger
dit Fløjt, du liden Sanger!