Hvorfor ikke denne Aften synge?
høj og stille staar den lyse Nat!
Ingen fjærne Stjærnekloder tynge
Himlens Bleghed i den lyse Nat!
Alt er sølverhvidt og klart og stille,
smæltet i den tyste Nat i ét!
Ingen fjærne Skumringsskyer skille
denne Hvidhed, hvori Alt er ét!
Alt! — den Klodesværm, hvis Baner lænker
Universets virvarvilde Sjæl,
og de Tanker, som min Hjærne sænker
i min egen uropinte Sjæl!
Ét i denne hvide Mildheds Aanden,
ét i denne himmeldybe Fred,
fri for Sorg og bundne Længslers Vaanden,
uden Lykkekrav bag Hjærtets Fred.
Hvorfor ikke denne Aften synge,
nynne sagte som den lyse Nat,
medens ingen Mindeskygger tynge
Himlens Hvidhed i den lyse Nat.