Bag min Haves høje Tjørne
synker Solen stille ned,
maler i et aabent Hjørne
flammegult et Astersbed,
stryger over Plænens lange
Græs, der flimrer evig vaadt,
Luer, som om Havens Gange
stod med gyldne Fodtrin traadt.
Gulddug rinder over Barken,
som om Ild fra Abild flød,
og bag Haven straaler Marken
som en Sø i Lavaglød.
Ingen Stund saa rig jeg kender,
som naar Sol i Høst gaar ned,
og den blege Himmel spænder
over Jorden al sin Fred.