Det var i Aftes,
du kom mig saa lykkelig imod,
saa stolt og saa ung!
Svalerne kvidred højt oppe under Himlen,
men Skoven — Skoven stod
saa sommermørk og tung.
Begge mine Hænder
greb du og kyssede min Mund
saa ømt og saa langt
og tog om mit Hoved og saa i mine Øjne
saa skælvende en Stund,
og dit Blik var saa blankt.
Da slap dine Hænder
mit Hoved saa tyst, og du blev rød
som en Sol, der gaar ned;
du stod og saa paa mig, — men begge dine Øjne
havde tabt deres Glød,
skønt din Kind var saa hed.
Alle de smaa Svaler
kvidrede saa fjernt og saa spædt,
blegnende det lød, —
da var det, du hulkende dig bøjed over Hækken
og græd, som var du stedt
i den bitreste Nød.
Du hørte mig ikke,
jeg spurgte dig saa stille, saa mildt,
bøjede mig ned
og lagde min Haand paa din skælvende Skulder,
spurgte dig saa mildt
om, hvad Sorg du vel led.
Da løfted du stille
dit Hoved, og jeg saa i dit Blik,
at din Lykke var død,
at alle mine arme, vintervisne Tanker
sad i din Sjæl som Stik,
hvorfra Edderdryp flød.
Blev dig mine Øjne
i et Sekund saa talende et Sprog,
at dit Hjærte frøs?
ak, hvor var din Latter, den, som alting smelted,
— kun et Suk du drog,
da du rev dig løs.