Rugen drær, Byggen staar i Skred,
— alt, som sker, sker i sollys Fred.
Du og jeg mødes Dag og Nat,
Døgn paa Døgn øger du min Skat,
denne Skat, der er saa skær
som et Pust i Rug, der drær!
Vi har gaaet vidt omkring,
standset ved den mindste Ting,
hjulpet Myren over Sti,
frelst en halvvejs druknet Bi,
bragt en Orm, som solsløv laa,
ind blandt Markens kolde Straa,
bragt os selv saa langt af Led,
at vi maatte le derved.
O, dit Haar det er saa blødt,
Skyggen gør det varmt og rødt!
jeg har kysset det saa ømt,
jeg har tusind Drømme drømt!