Det er saa mildt i Aften, Dug det regner,
alle Vaarens Marker damper,
og de blege Stjærner ligner Lamper,
der i fjerne Sale ensomt blegner.
Ser du Maanen, hvor den drømmer
bag den hvide Dis
som et sidste Stykke Is,
der paa brede Vande svømmer!
ser du Jord og Luft og Himmel
smelte sammen!
Barn, hvor er du? Jeg er svimmel!
taler til dig, og du er her ikke!
hvad jeg siger, dør som fattig Stammen,
som den arme Surren af en Flue — —
Se, i Dag er Svalen kommen,
... og du sad her i min Stue!