Paa hans Bryllupsdag 2. Juni 1900
Jeg ligger paa en aaben Plet i Skoven,
en lille Grønning mellem lyse Bøge,
paa Bunden af et Solhav, i hvis Dybder
der kurrer Skovduer og kukker Gøge.
Rundt om i Græsset staar smaa Tusindfryd
som hvide Dryp fra Himlens hvide Skyer,
og inde omkring Birkens Jomfrufod
Smørblomstens lille Sol i Skyggen gryer.
Og det er dig, jeg tænker paa, min Ven,
og det er, som var du og dit til Stede,
som var den Sol, der fylder denne Plet,
dig selv, din Lykke, al din Lyse Glæde.
Jeg har en Tak at bringe dig i Dag,
thi jeg vil mindes dette Foraar længe,
da, hvor jeg gik, jeg saa din Lykkes Skær
ind under Skov, ud over Sø og Enge.
Ak, Skov og Sø og Eng er døde Ting,
men ved man Lykken levende derude,
da har den mindste mellem Markens Blomster
et Evighedens Under at bebude.
Hav Tak — lev lykkelig — — nu lider Dagen,
og Skyggerne om denne Plet sig lukker,
Solsorten fløjter blandt de dybe Graner,
og lønligt Gøgen kukker — kukker — kukker —