Den ene:
Saadan blev Livet givet,
at faar du for meget Glæde,
maa du til andre i samme Stund,
at ogsaa de kunne æde.
Og stænger du Gaard og Stue,
fordi din Sorg blev for stor,
den tiende Time rider du ud,
hvor du ved, at Mennesker bor.
Hvem kan bære sin Lykke,
hvem kan magte sin Sorg?
Lykken, den maa du dele
og tage din Trøst paa Borg.
Saa stort er Livet, at ingen
tør kalde det ringeste sit,
... din Sorg, din Glæde — et Hovslag
iblandt ti Tusinders Ridt.
Den anden:
Saa fattigt er Livet,
saa kummerligt smaat,
at ikke du ejer
et Trin, du har betraadt,
at har du blot nævnet
et Ord, som var dit,
før Aften har Tusinder
gjort det til sit.
Din Lykke, den maatte
til Torvet vandre,
sin Sorg, dit bedste
gav du de andre.
Hvad er saa dig,
du, som var én?
et tusindsplintret
Dryp under Gren!
Den ene:
Ak nej, thi derfor
er Livet stort:
Det fylder saa lidet,
hvad du har gjort!
Men er det lidt kun,
et hvirvlet Frø,
er det dog dit
og kan aldrig dø.
Eg og Stene
bygger et Hus,
ingensteds bindes
din Tankes Sus,
d u er i den
som Fluens Surren
i Vejenes Solstøv
om Grøfteburren.
Den anden:
Har Livet kysset
din blege Mund,
du bliver et Støvfnug
i samme Stund.
Din Fryd, som aksled
dig Kongekaaben,
din Sorg, som drypped
dig Edderdraaben,
det, hvorpaa du
i hele Vrimlen
kendte din Plads
som Stjerne paa Himlen,
kun et Pust
i en vissen Skov,
kun et Bytte
for andres Rov.
Den ene:
Andre, andre — aa Herregud!
Det er det store, det eneste Bud:
Tal om det, som volder dig Nag,
og du har talet din Næstes Sag;
tal om det, som volder dig Fest,
og du har alle, som lever, til Gæst.
Det er Livet: at være en
og bære Hundredfold Sne paa Gren,
at være en — og sprede omkring
Knopskæl fra tusind Blade i Spring.