Store Skove, grønne Sletter,
mellem Skovene smaa Byer
skinnende som lyse Skyer,
der den dunkle Himmel pletter
og som stærke Stjerneflammer,
der ved Skyens Rande straaler,
hist og her et Slot, der maaler
sine Spir med Skovens Stammer.
Naar en Sommeraften Dagen
daaner hen, som kvalt i Roser,
og de gamle, dybe Moser
spinder deres Taagelagen,
og de store Skove blunder,
og hver skovklædt Bakkes linjer
som et Bjærg, der bærer Pinjer,
sort sig under Himlen runder,
stiger fra de dunkle Skove
Sus, der vemodigt forliser
som en Nyn af Folkeviser
om den skumringsblege Tove,
om den hellige Helene
og om Hørsholms arme Dronning,
der drak Døden i den Honning,
Elskov hang paa Rosens Grene.
Nordsjælland med dine Skove,
dine Bakkedrag og Enge,
hvor paa side Blomsterenge
sødt de Sommernætter sove,
gennem Smil og Sol og Smerte
bar du Livets Rosensmykke, —
dybt i dine Skoves Skygge
bløder Danmarks Elskerhjærte.