Jeg stemmer frem mig gennem Nat og Blæst,
bort fra hvert Blik, som mine Veje følger,
alene, fri, en Flygtning fra en Fest,
hvor Lykken sank i Sorg og Mismods Bølger.
Mit Sind er sygt af Leg med Ord og Drømme,
led af at lefle med et Hjertes Kval,
længes ud, hvor alle Kilder strømme,
med Ungdomsmodet, som mit Tungsind stjal.
Og jeg gaar frem i Nattens tætte Mørke,
frem hvor den tunge Blæst omkring mig staar
og fejer regnkold over Sjælens Tørke
og stryger lindrende om alle Saar.
Og dér, alene i den hvide Nat,
langt fra hver Ven, hvert Hjem, hver ovnlun Celle,
jeg løfter skælvende min tabte Skat,
min første Ungdoms frie, stolte Vælde.
Og Natten suser om mig, dyb og stor,
jeg ved ej Ven, ej Hjem, — min Sjæl er ene,
og paa min Læbe brænder Lykkens Ord,
og i mit Hjærte løves Livets Grene.