Hvert Aar hænder den samme Ting:
Skoven knoppes og staar i Spring,
Livet løber imod din Dør,
som Livet er løbet saa ofte før.
Og er du ung, som det Løv i Brud,
du farer svimmel ad Døren ud;
men har du levet halvanden Snes Aar,
du bliver der, hvor du een Gang staar,
sætter en Blomst eller to paa dit Bord,
ser paa det grønne, som rundt om gror,
ved paa en Prik, hvor det hele bær’ hen,
mindes og glædes og mindes igen,
glædes ved Livets bedaarende Pragt,
mindes, hvad alle dets Løfter har bragt,
glædes ved alle Smaafuglenes Sang,
mindes en Tekst af saa stille en Klang,
husker de Længsler, som fløj over Skov,
ved, du maa nøjes og vandre bag Plov,
vandre med Favnen af Skuffelser fuld,
ejer i Sindet dog gammelt Guld,
ser, hvor Livet er stort og rigt,
ved, at det halve deraf er Digt,
glædes ved Digtet, og lytter dertil
og tager den Part, som din Skæbne vil.