Hvad vindes paa Verdens vidtløftige Hav?
O tusinde Farer i skummende Trav!
Man veed kun to Havne,
Bekjendte af Navne, —
Den ene vor Vugge, den anden vor Grav.
Fra Vuggen til Graven maa krysses omkring
Blandt Haabets og Frygtens de stridige Ting.
Snart vippe vi oppe
Paa Bølgernes Toppe,
Snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.
Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod.
Een Vagt er saa ond, som en anden er god;
Hver Time i Glasset,
Hver Streg paa Kompasset
Forandrer, forhøjer, fornedrer vort Mod.
Snart hidser en Medbør det ængstede Sind
Og puster i Hjertet Dumdristighed ind;
Vil Farten kun føje
Vor Attraa, vort Øje,
Strax blæses vi op af en ønskelig Vind.
Snart slipper Klejnmodighed Roret i Hast,
Naar Forstavnen dukker for Bølgernes Kast;
Naar Vindene suse,
Og Vandene bruse,
Da skrækkes vi strax for en knagende Mast.
Dit Forsyn, o Fader! det fører os hjem;
Det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem.
Vor Gisning kan fejle;
Hvor vi end vil sejle,
Selv stavne vi mere tilbage end frem.