For Graven jeg ei mere bæver,
Mig skrækker ei Forraadnelsen;
Jeg veed, jeg veed min Frelser lever,
Han skal opvække disse Been.
Som han opstod, skal denne Krop
Og reises ved hans Almagt op.
I Herlighed den skal fremtræde
Ved Engelens Basuneklang
For Jesu Christi Dommersæde,
Og synge Lammets nye Sang.
Den skal ei mere fælde Graad,
Ei ængstes meer af Dødens Braad.
Nei! karsk og stærk som Himlens Borger
Den skal bespotte Lidelser,
Og Mangel, Nød og bittre Sorger
Dens Kraft skal ei fortære meer.
Mit Støv! du kiere Deel af mig!
Hvad herlig Udsigt aabnes dig!
Lad Vantroe dette Haab forkaste
Som giør min Siel saa megen Fryd;
Lad indbildt Viisdom kun antaste
Den Lære, at af Jordens Skiød
Mit Legem engang skal opstaae;
O! jeg er lige vis derpaa.
Guds Søn har talt. Mit Haab jeg fæster
I Blinde paa hans Myndighed.
Han er min Herre og min Mester,
Min Viisdom, Glæde, Roes og Fred.
Han siger: Jeg skal kalde dig
Af Graven ud; Stoel kun paa mig!
Ja Jesu! ja du Verdens Dommer!
Du skal af Graven kalde mig:
Forklaret da mit Støv fremkommer,
Og klæd i Glands tilbeder dig.
Bort Verden, Sandser, nedrig Lyst!
Min Høihed banker i mit Bryst.