See Himlene
Oplades ved dit Bud,
Og Mark og Eng, som vare tørstige,
Takke dig, o! milde Gud.
Du gyder Vand
Og Lædskning paa vort Land,
Og det forbrændte Straae
Som nys afmægtigt laae,
Trøstes nu, og reiser sig
Med fornyet Kraft mod dig,
Som paa Miskundhed er riig.
Landmandens Raab
Er i det Høie hørt;
Og Grøde blev, og gylden Høstes Haab
Ved din Haand tilbageført.
Fra Guddoms Skiød
Der falder Himmelbrød
Ned paa den glade Jord:
I hver Regndraabe boer
Manna og Velsignelse.
Lov og Priis og Ære skee
Dig som vander Agrene!
Ja dine Dyr,
Dem er du ogsaa god,
Med Vaarens Dragt Græsgangen du fornyer,
Klæder den med Overflod.
Mat Hungerens Skrig
I Stønnen tabte sig,
Og al Naturens Suk
Var dette: Gud! opluk
Snart din runde Haand, og giv
Hvad du skabte, Mad og Liv!
Fader! tael et kraftigt Bliv!
Da taled du,
Og Himlens Sluser brast.
Din Skabnings Nød du kierlig kom ihu,
Og bortvinked den med Hast;
Den hele Skov
Er opfyldt af din Lov,
Og Sange uden Tal
Gaae ud fra Bierg og Dal
Skulde jeg da tie stil?
Nei, min Skaber! nei, jeg vil
Prise dig mens jeg er til.