Ydmygelig jeg knæler ned
O! Herre, for din Trone,
Varm Hiertet med din Kierlighed,
Lær Munden Andagts Tone!
Modtag mit Offer, skiønt det er
Med Skyld og Brøde blandet;
I Jesu Troe jeg det frembær,
Jeg eier intet andet.
Hvo er jeg, Herre, at jeg tør
Min Aand til dig ophæve?
En ussel Orm, et knuset Rør
Som knæler for at bæve —
Dog, hvilken Røst! „I skulle faae
„Hvorom I dristig bede;
„Der aabnes, naar I banke paa,
„I finde, naar I lede.“
Jeg hører dig, livsalig’ Mund,
Og styrkes af din Stemme,
Og vil i Hiertets dybe Grund
Dit Naadeløfte giemme.
O! hvilken Trøst for Syndere —
Hvi slaaer du saa mit Hierte?
Hvi blandes, lidet troende!
Din Salighed med Smerte?
Min Gud! du veed og kiender best
Den Sorg mig sønderknuser,
Den ubehagelige Giest
Mit onde Hierte huser;
Den Fiende af min Dyd og Fred,
Som i min Barm jeg nærer,
Som trykker mig i Støvet ned,
Og Sielens Rang vanærer.
O! Gud, du veed jeg ønskte kun
At lyde dig som Fader:
Du veed at jeg af Hiertets Grund
Din Afskye, Synden, hader;
Jeg føler brændende min Pligt,
Endskiønt jeg handler ilde,
Mit Kiød, ak! det er skrøbeligt,
Skiønt Aanden gierne vilde.
Kan da en Aand behage dig
Som Ondskab saa vanhelder,
En Siel af hvilken idelig
Saa megen Gift opvælder?
O! Fader, i din kiere Søn
Er der kun Gunst at vente;
Jeg er hans Smertes dyre Løn,
Hans Blods og Pines Rente.
Han ene, han behager dig,
Det har du selv erklæret.
Jeg er i ham, han er i mig,
Jeg med hans Navn er æret.
I dette dyrebare Navn
Er overvættes Naade;
Her finder Sielen Roe og Havn,
Og Trøst og evig Baade.
Han er min Klippe og den Borg
Hvortil jeg trøstig iler,
Den Ven, som løser al min Sorg,
I hvilken Hiertet hviler.
Han selv hos dig min Talesmand er,
Min Dommer skal han være.
Svar Himmel! Svarer Verdener!
Kan Støvet meer begiere?