Stærkodder
En Klub Sang
En Klub Sang
Arrig slog Stærkodder Rynker paa Næsen,
Der han saae Ingels vellystige Bord.
Kieltringer! hvad er det her for et Væsen?
(Saaledes løde hans truende Ord)
Er dette at leve paa Nordisk Maneer?
Ei Kiemper, men kielne Sydboer jeg seer.
Stammer du ned fra de mægtige Froder,
Du som har slig en ukongelig Siel?
Du giør en god Dag. Din troløse Moder
Lod sig vist krænke i Løn af en Træl.
Mens Sværdene rustne, Stegvendere gaae,
En ærlig harsk Skinke man neppe kan faae.
Med Leires Konning hvo ikke vil rage
I Fugles Indvold, blier her ikke mæt:
Helte fra Oldtids ukonstlede Dage
Finde her neppe en spiselig Ret.
De bløde i Sæder, og feige i Krig,
Kong Ingel! til Taffels de helst gaae hos dig.
Kongers og Voldmænds og Niddingers Skræk;
Det var fra Ungdommen blevet hans Vane
At være bitter, uhøflig og kiæk.
Den pyntede Hofmand Bevægelser fik,
Af Angest hans Madlyst aldeles forgik.
Hof Spillemanden tog Harpen i Hænder,
Haabende dermed at stille hans Harm;
Men ham Stærkodder et Steegbeen sender
Midt i hans Pande med vældelig Arm.
En sørgelig Ende den Lystighed fik,
Der vankede Hylen for Sang og Musik.
Dronningen selv vil med Bægeret prøve
Om ei et Smil var at lokke af ham,
Om denne barske og fnysende Løve
Skulde ei kunne med Viin giøres tam.
Hun rækker ham Skaalen, han slænger den hen,
Den Grobian! og spilder hver Draabe i den.
Skiønt han nu synes forhærdet at være
Mod al Fornøielse uden for Krig,
Tør jeg dog vove min digterske Ære,
(Om nogen af jer vil vædde med mig)
At Pounche havde giort ham saa mild, som vor Kat,
Naar den i sin Pote en Muus griber fat.
Synet af Klubbens fortrolige Bolle,
Lugten og Dampen, som stiger deraf,
Det blev alt meer end han kunde udholde,
Om han fik Held til at bryde sin Grav,
Men nipped han blot til det rygende Glas,
Han bad os ved første Vacans om en Plads.