Til Melpomene
Horaz 3die Bog 30 Ode
Horaz 3die Bog 30 Ode
Jeg har opreist et Mindesmærke
Som evigt Vidne om mig bær,
Som, naar Egyptens Underværke
Forgaae, usvækket endda er;
Som skal i ingen Strøm bortflyde,
Som Nordenvind kan ei nedbryde,
Som Tiders Flugt og Dages Tal
Ei skade skal.
Den grumme Død til mig ei rækker,
Min beste Deel blier altid ved;
Min Roes til Efterslægten strækker
Sin stedse grønne Yndighed.
Naar Festens Røst i anden Alder
Til Templet Præsterne opkalder
Med Vesta Pigers hellig Ild,
Jeg end er til.
Man i mit Land skal om mig tale
Der Daunus fordum Scepter bar,
Og stolt Apuler af mig prale,
At jeg den første Digter var
Som, skiønt af ringe Byrd udsprunget
Har dog Alcæi Versart tvunget
At underkaste sig med Taal
Mit Moders Maal.
Dig o! Melpomene, tilskriver
Jeg Æren for min Evighed.
Du ene den Gudinde bliver
For hvem min Stolthed lægges ned.
Naar du med gunstig Haand vil flette
En Laurbærkrands, og mig paasætte,
Min Ærelyst da intet meer
At ønske seer.