Med fugtig Purpurvinge stiger
Af Havet den forhadte Dag,
Det billedfulde Mørke viger
Med Drømmes salige Bedrag.
Jeg atter vaagner op, og atter
Forbander Lysets gyldne Væld:
Kun Stiernehimmelen indfatter
Mit kongelige Billedhæld.
Naar liig et Noer, Naturen blunder
Og Stierner om dens Vugge staae,
Da, Seraphine! skeer et Under,
Du til din Elsker dale maae.
I sødberuust Indbildning eier,
Hvis nogen eie kan, jeg dig,
Thi ingen Sandheds Pragt opveier
Mod den guddommelige Svig.
Med al sin Tryllemagt paatager
Sig Phantasien din Gestalt,
I den hun selv Natur bedrager
Og Elskov indtil Alt i Alt.
Dit er det Favn, som sig udstrækker,
Din Mundens sprukne Rosenknop,
Dit Kysset, som almægtig trækker
Af Dybet Livets Springvæld op.
Lad Fatum fnyse, at det skede!
Frit er de indre Kræfters Spil:
Min Lykke hænger i dets Kiæde,
Og o! til Trods for det er til.
Det mellem Ting og Billed’ grunder
Omsonst sin haarde Demantmuur:
Mit Hiertes Troe fremtryller Under,
Det indre Billed’ er Natur.
Og af min Barm kan ingen rive
Det dybtfornumne Held: Det er!
Naturen intet meer kan give,
Og Skiebnen eier intet meer.
Thi, Seraphine! stands at stride
Mod Elskovs Magt, som væbner mig:
Lad Solen end min Lykke vide!
O vær dit Nattebilled’ liig!
Hvi vil du stolt og stræng dig hylle
I al din Høiheds kolde Skiær,
Og dog igiennem det fremtrylle
Hvert Hiertes ømmeste Begiær?
Nu herlig, som Olympens Here,
Du æsker Ærefrygt og Bøn,
Nu sød og yndig, som Cythere,
Forjætter Elskovs sidste Løn.
Skal tvende Kræfter i mit Indre
I varig Kamp fortære sig?
Tilbedede! vær enten mindre
Ophøiet eller elskelig.
Synk ned til mig! Jeg kan ei stige
Til Spidsen, hvor du herlig staaer;
Synk ned til Elskovs Kongerige,
Hvor Lighed jevner alle Kaar.
Vær ikke længer en Gudinde!
Hør kun dit eget Hiertes Bud!
Bliv, Herlige! bliv til en Qvinde,
Da vorder Sangeren en Gud!
Thi dog kan ingen Magt unddrage
Dig mit almægtige Begiær:
Hvis Savn ledsager mine Dage,
Om Natten er du atter der.