Høit ved Manddoms Ægeporte, hvor
Pallas’s Ægis skræmmer alle Glæder,
Med en Dommers Aasyn Alvor træder
Hen for mig med mørke Tankers Chor;
Hvad har du i kronet Daad og Ord
Knyttet seirende i Skiebnens Kiæder?
Siig, skal Glemsel ruge eller Hæder
Som en Dag gaae op i dine Spor?
Hæder — raaber jeg og hastigt springer
Ud i Foraarsblomster, Træet liig
Under Vaarens lune Taagevinger.
Men, Melankolie! dit Vedbend’ mig
Qvælende og tusindfold omsnærer
Og min Frugt i Fødselen fortærer.