A.W. Schack von Staffeldt (1769–1826)

Jeg gisper saa ængstligt af knusede Bryst

        Og furer med Graad mine Kinder,

Jeg trygler hvert brændende Alter om Tröst,

        Men Lise og Hvile ei finder.

Ha! bad jeg paa slagtede Sönner til Giæst

        Den smilende Fader, min Broder?

Og dypped’ jeg Haanden, en anden Orest,

        I Blod af livtryglende Moder?

I Drömmenes Grotte, i Sövngudens Lye

        Forgiæves mit Hoved jeg dölger,

Til Templet i Alterets hellige Skye

        Mig fraadende Furie fölger.

O Venskab! jeg synker saa tidt i din Arm,

        Min Graad du saa yndigt aftörrer,

Men Lidelsens Billed’, som fylder din Barm,

        Sit Urbilled’ grusomt forstörrer.

I Glædernes Hvirvel jeg kaster mig ned,

        Bevidstlösheds Skiold mig bedækker:

Min Glæde er Svimmel og Dvale min Fred,

        Erinnen igien mig optrækker.

Hos Phantasos söger jeg Lise og Roe,

        Saa digterisk södt han mig kalder,

O rædsomme Svig! i hans magiske Boe

        Min Qval som Gigant mig anfalder.

Jeg sidder saa troeligt ved Viisdommens Væld

        Og Oldtidens Straaler jeg sanker,

Men ved Idealer af Dyd og af Hæld¹

        Mit Hierte end bangere banker.

Hvor Perlen ei ræddes for Dykkerens Haand,

        I Havbundens dybeste Grotte,

Saa mystiskt det kalder, dog hvis for min Aand

        Der Fortid og Fremtid sig blotte?

Det vinker saa sagte tiltrækkende hist

        Hvor Sole og Maaner opstige,

Dog siig, er sig Aanden, o Viisdom, bevidst

        I Haabets forjættede Rige?

Hvo viste mig Lunas fredsusende Lund

        Hvor Helved selv Lasten forskaaner,

Og Moderens hylende Morder i Blund,

        Fra Angest og Anger, bortdaaner?

Men ak! den forsvandt — o saa kast dig, min Siel,

        I Lethes dorskrindende Bölge,

Thi kun hvor der hverken er Qval eller Hæld,

        Din Böddel dig ikke tör fölge!