Du blege Pige, med den gjemte Krands
Af Natfioler i de brune Lokker!
Vel ej ved Ungdoms Strængeleg og Dandse,
Men, ak! ved Leegevenners Dødningklokker,
I Tungsinds Følge skued’ jeg dig før,
Dog kun for Øjeblik med løftet Slør.
Erindring hedder du, en Søster til
Det rosenrøde Haab i fjerne Dage:
Det lever forud i sit Farvespil,
Men du vemodig lever kun tilbage;
Det fra hvert Nu fremhaster til det Ny,
Du hygger det Forgangne, tro og bly.
O falske Haab! forlader du mig her,
Her hvor din Yndlings Bane næsten ender?
En Sommerfugl i Vinters kolde Skjær,
Du skjælen dig mod Ungdoms-Vaaren vend’er.
Hvad var din Gave? Digtertidsfordriv,
Blødagtigt Vanvid, ak! et hyklet Liv!
O kom, dets Søster, kom, Erindring! Du,
Og blot fra Sløret dine blege Kinder,
Og lad mig see, med søvnmødig Hu,
Hvordan med dig mit Liv tilbagerinder:
Thi ingen Jordens Fremtid skjænker mig
Hvad, tabende, jeg anbetro’de Dig.
Schack Staffeldt.
