Kan jeg være saa rolig paa Lykkens øverste Spidse,
Hvor, som Biergtoppen høit staaer i en usynlig Sol,
Alt min Aand sig forklarer i andre Verdeners Straaler?
Alt det Ypperste er roligt, thi sejret det har.
Hvilende Havet kun viser den himmelloddede Dybde,
Kun i den rolige Barm synker det Herlige ned.
Her ved din Fod, Seraphine! i stum Henrykkelses Kjæde,
Gudernes Øverste liig, hylder som Skjæbne jeg dig.
Dage kommer og gaae, paa Blomster Frugterne følge,
Men det Bestandige slaaer rundt om os begge sin Favn.
End kan Ingen af os det Følte i Tanken gjentage,
Thi ei nogen Forstand maaler, o Hjerte! dit Dyb.