A.W. Schack von Staffeldt (1769–1826)

Dig bebuder min Sang stedse, naar Solens Kys

Høit fra Himlene ned brænder og elskovsvarmt

              Livets Roser fremaander

      Paa din sneehvide Kind, Natur!

Dig omspænder mit Blik ei med sin Ørneflugt,

Og din Herlighed er Tankens unaa’de Maal,

              Men mit Hjerte dig kjender

      Og Almoder paakalder dig.

Der hvor Gisningen døer, høit fra din Stjernekrands,

Dybt til Guldaarens Ring rundt om din Ankel snoet,

              Ikkun Hjertet ledsager

      Dig i endeløs Udvidelse.

Barnlig nærmer jeg mig, moderlig smiler du,

Lig bestraalede Blomst aabner mit Hjerte sig,

              Og mod Himlene stige

      Veemodstaarer af Dydens Væld.

Uskylds salige Fred aander du i min Barm,

En guddommelig Ro binder hver fredløs Kraft,

              Og jeg er saa lyksalig,

      At jeg ikke kan være fro.

Fuglen sødere slaaer, siddende paa en Blomst

I din kjælende Haand, end Homeriders Chor

              I Heroernes Haller,

      Thi jeg aldrig misunder den.

Eleven skjønnere sig vælter blandt Riger frem,

— Lig en signende Gud, stor i hver Gave kjendt,

              Den mod Bredden henbærer, —

      End det vældige Helteliv:

Thi naar Rygtet derom sidder paa Solens Vogn,

Af min synkende Barm Tillid udsugende,

              Vil jeg Mængden adspørge,

      Om jeg ogsaa er lykkelig.

Frels fra Samlivets Qval mig i din Ætherfavn!

Lad mig barnlig og blid, legende ved din Fod,

              Sanke Blomster og tænke

      Meer ved dem, end mit Øie seer!

I din Ynde, din Pragt lær mig at skue dig!

I dit inderste Liv lær mig at føle dig!

              Dig, den Eviges skjønne

      Billedstøtte med Liv og Lyst!

Eller tør jeg maaskee, Blomstrende! kalde dig

Foraarsknoppen, hvoraf Anelsers Verden skal

              Som en Alblomst frembryde,

      Alt i Himlen og den i Alt?

Høi Betydning, Natur! er i dit Stjerneblik,

Fuldt af Anelser er Pulsslag og Aandedrag,

              I dit dybeste Indre

      Cirkle Guldtidens Aarer hen.

Naar det modnende Aar gløder ved Solens Barm,

Mens Bevægelsen selv blunder paa Vippens Pynt,

              Evighed oplader

      Sig i hvilende Sommerdag.

I melodiske Væld Aander udtrykke sig,

Storm fra Skyerne gaaer, Gudernes Sendebud,

              Dine susende Templer

      Ere fyldte med helligt Liv.

Naar ved Solgudens Kys, brændende paa din Barm,

Blomstersjælenes Chor stiger i Offerduft,

              Du mig giver at høre

      Deres salige Svanesang:

»Sol, du straaled os ud, drag os igjen til dig!

Du vort Udløb og Væld! Straaler af dig, vi steg

              Ned til Jorden og hylled

      Os til farvede Blomster ind.«

Da opløses mit Liv, indre Natur! i dig,

Paa Uendelighedens Havblik forgaaer mit Selv,

              Kun i Verdenens Hjerte

      Slaaer mit elskende Hjerte med.