Johan Skjoldborg (1861–1936)

        Vi mødes atter her fra Dal og Banke;

fra Klitter, Kær, fra Hede, Skov og Strand

        vi stævner sammen, Tanke møder Tanke.

Velkommen hid til Stævnet, alle Mand!

        Vor Far drog tung og ene før i Tiden

ad Arbejdsstien ind til Bondens Gaard;

        vi under Sang os har forenet siden;

vor Fanes friske Dug i Vinden slaar.

        Vi glemmer ej en lille fattig Stue

med nøgne Vægge, Gulv af stampet Ler,

        med sparsomt Brændsel kun paa Ovnens Grue,

i Dynen Hø og Halm for Dun og Fjer.

        Endnu vi hører Stormene derude,

hvor Udmarkshytten Uvejrsdaaben fik,

        igennem Sprækker eller utæt Rude

den Blæst, der var vor Barnetids Musik.

        Vel har vi der vor Barndomsglæde drukket,

men stundom var der trist og fattigtyst,

        naar Mor med bøjet Hoved sorgfuldt sukked,

mens hun den mindste trykked til sit Bryst.

        Her sad vor Far saa tavs og tung i Blikket,

og mørke Skygger over Panden laa —

        da standsed Legen, kun Pendulet dikked;

vi vidste alle, hvad han tænkte paa.

        Det Hytte-Minde i vort Hjerte brænder,

det slukkes aldrig, før vi gaar i Grav;

        derfor vi nu vil knytte vore Hænder

til Kamp for Hyttens Børn og Rettens Krav.

        Nu bør den Smaamand ikke længer lide;

den gamle Samfundsbygning skal i Grus;

        vi stiller os i Kamp paa Lysets Side

og bygger Danmarks nye Folkehus.