Jeg husker en Morgen solskinsklar,
hvor Bjærgtoppe ned i Søens Giar
daled som hvide Duer,
en Morgen i Syd, jeg Seglen bar
at høste de svulmende Druer.
Thi Vintræets Frugt paa Bakkehæld
var modnet af Solens Luer.
Den spændte Skal om det sydende Væld
nu skulde med Fødder brydes,
og Saften i Strømme gydes.
Jeg husker den sydlandske Vinhøst-Stund
blandt tætte, slyngede Stammer,
hvis Druer kvæger hver tørstende Mund,
saa gule som Solskinsflammer,
saa blaa som Purpur fra Havets Bund,
med sprudlende Drik for alle,
med blodig Saft over stenet Grund,
hvor bristende tungt de falde . . .
— — —
Der stiger for Tanken en Vinhøst-Stund.
Mod den nu vender jeg Foden.
Det toner ud over Jordens Rund:
„Se, Vintræets Frugt er moden!
Nu gløder i Aaren den røde Saft,
nu skal den i Strømme gydes!
Og savner du Glæde, Liv og Kraft,
kom hid, hvor Druen skal brydes!”
Jeg staar paa en Høj af Klippesten
mod Solens synkende Flamme.
Der hænger Frugten, ædel og ren,
paa høj og korsdannet Stamme.
Og Jorden oplader sin Dødningemund
mod rislende Purpurstrømme.
Den drikker sig levende, stærk og sund
og glad som i Foraars-Drømme.
Den rejser sig atter i Ungdomsmod
som Skabningens Førstegrøde — —
Men Druen ligger ved Stammens Fod,
mod Golgathas Aftenrøde,
perset og traadt tildøde.