Du Sted, hvor alle Hjærtets Dage rinder!
Naar Solen gemmer sig bag Skovens Rand,
og hver en Sky faar purpurklare Tinder,
naar perlehvidt sig glatter Søens Vand,
og lyse Nætter over Fladen skinner —
min Kærlighed, da drager mig din Strand,
hvor Liv i Lys af svundet Liv jeg finder.
Du Sted, hvor alle Længslerne forynges!
Naar vilde Roser staar i rødest Flor,
og Lindegrenen ned af Blomster tynges,
naar lydt af danske Fugles Kvidderkor
til Sommer-Solhvervtidens Lov der synges —
min Kærlighed, da drager mig din Jord,
hvor Solvejrs-Minder over Minder dynges.
Du Sted, hvor alle Smærter sank i Dvale!
Naar Sabbatsstilhed bredes over Vang
af Klokkeslag, som ned fra Taarnet dale,
naar Helligdagen skrider lys og lang,
og Skovens Dyb har Skygger nattesvale —
min Kærlighed, da gaar mit Hjærtes Gang
ad Kirkesti, hvor Klokkestemmer tale.
Du Hjem med Favnetag af grønne Skove!
Naar endt er Valfartsgangens tunge Fjed,
og Herrens Navn for sidste Gang vi love —
giv den, der beder, lidt af al din Fred,
at Livets Strid maa dø i Glemsels Vove.
Og gem da mildt i Favn, min Kærlighed,
et fattigt Barn, der trænger til at sove!