Fra Hverdagslivets slagne Landevej
— solhed og støvet mellem lave Tuer —
jeg ser i Vejret: tyst der højner sig
et Marmor-Tempels jomfruslanke Buer.
Med blottet Hoved og foruden Sko
jeg træder ind i skær og blaalig Hvidhed,
der lægger med en Moders ømme Blidhed
om Tanken træt et Favnetag af Ro.
Men bag den Tempel-Stilhed, sval og bleg,
der dirrer tyst et Brus af Strængeleg,
et Tone-Bølgeslag i ubrudt Higen . . ..
Det er, som hele Lavlandsfærden veg,
som droges Hjærtet med i Længsels-Stigen
mod Bjærgetind bag Skyers Klædebon . . .
For Øjet løfter sig med lyse Rande
det „sangombruste, gyldne Helikon
med evig Morgenklarhed om sin Pande”.
„Af Gudehaand var Flammen
sat om Valkyriens Blund;
kun Verdens største Helled
maatte minde Brynhilds Mund”.
Da hørte vi Hornets Toner
og Drønet af Granes Hov —
du red „gennem lyse Luer,
som andre i grønne Skov”,
du red gennem Bjærgets Flammer,
der Brynhild inde sov.
Du tog stolt Brynhild af Ildbjærget
— siden randt vel lange Aar!
Det glemmer vi dig dog aldrig,
saa længe vort Hjærte slaar.
Thi gennem Barmen os brændte
hendes Elskovs Hjerteslag,
da levende hun os mødte.
„Det skete om klaren Dag”.
For Templet, rejst af hvide Marmorstene,
for Suset fra Apollo-Granens Grene,
for Glimtet af det fjerne Helikon —
og for det Hjærteslag af Lue,
som fænged i vor lave Stue,
vor Tak dig følger, stærke Aand!
Vi ser dig svinde — ser dig stige
paa store Vingers spændte Flige
med Længsels-Sus mod Solens Skær . . .
I Morgenklarhed, fjærnt fra Jordens Rige,
gaar nu din Flugt, „Hyperboræer”!