Aa, hele Verden blev en Stue,
hvor der er ingen, ingen hjemme.
Kun tomme Stole breder Arme,
hvori sig ingen mer vil gemme.
End høres Uret rastløst tikke.
Men Tiden brast. Thi nye Dage
vil aldrig lysne ind i Stuen.
Saa maatte Solen gaa tilbage.
Hver Lyd af Liv er længst forstummet,
og slukt er Arnens røde Flammen.
Og intet Fjed gaar ind ad Døren —
for vi er døde allesammen!