Slører alt Midnats Taage
Kirkegaards Sten og Mur . . .
Kommer I, Ridder Hr. Aage,
lakkende frem til mit Bur?
Gik I af Grav til Møde,
— „Jer selv til megen Umag” —
følte mit Hjærte I bløde
vaandefuldt Nat og Dag?
Sig mig det, Ridder Hr. Aage,
fristed I onde Kaar?
Sjunkne er Øjnenes Laage,
falmet Jert gule Haar.
Øjne saa blaa som Dagen
lo ved vor Elskovsleg!
Længst er de slukt under Lagen,
Kinden er mulden og bleg.
Hvil I dog, Ridder Hr. Aage,
Hovedet her i mit Skød!
Tyst vil i Natten jeg vaage,
kysse Jer Kinden rød!
Guldkam med Graad jeg fører
gennem Jert falmede Haar.
Lokken, som Guldkam rører,
atter sin Solglans faar.
Stivnede Hænder begge,
frosne af Døden til Is,
vil jeg ved Hjærtet lægge,
varme paa vante Vis.
Oppe blandt Stjærnekloder
sagtelig Natten hun gaar . . .
Elskede, hvil som hos Moder
Barnet, der Næring faar.
Galer saa Hanen den røde,
stille til Graven jeg gaar.
Var det dog mig, der døde,
ramt af Jert Banesaar!