Det flimrede hvidt af Blomster, som lo:
— Skærsommer var ung i Skove —
„Der er noget, vi ved, vi ved om to!”
Jeg fløj over Græsset i gyldne Sko —
kunde traadt paa selve Solstraalens Bro
og Søens blinkende Vove . . .
Thi han, som var Konge for al den Jord,
saa favnende bredt, saa verdensvidt,
som Fugle synger, og Blomster gror,
han elsked et Hjærte — og det var mit!
— Det føg med Blade for Stormens Sus
i Skovens vildsomme Øde.
Dens majgrønne Buer sank i Grus.
Barfodet gik jeg langs Søens Brus —
ejed end ikke et Fattigmandshus!
De Spor, jeg traadte, var røde . . .
Thi han, som var Hersker fra Hav til Hav,
var styrtet midt i sit Kongeridt.
Da visned Blomster, og Fugle tav.
Da brast et Hjærte — og det var mit.