Et enligt Lys i Stagen
stod tændt ved Klaverets Rand.
Derude slukkedes Dagen,
og Skumring faldt over Land.
Han var hørt op med at spille.
Nu sad de ved Ildens Skær.
Der var saa syngende stille
— med Sus af natlige Trær . . .
Man ved ej, hvordan det kommer — —
Saa talte de Ordet ud,
det Ord, der er Sol og Sommer
og Lykkens vingede Bud.
De havde jo vidst det længe . . .
Men aldrig aned de før,
hvordan det føles at trænge
gennem Livets aabne Dør.
Han sagde: „Det maatte jeg vide!
Først nu er mit Hjærte fød,
slaar levende her i min Side . . .
Nu greb jeg Guldkronen rød!”
Hun sagde blot: „Gid jeg var død!”