Jeg gaar langs Klitternes yderste Vold.
Hvor farvefattig, hvor haabløs gold!
Graanende Banker bag Banker.
Kun Marehalmen, lidt blaalig bleg,
staar der og falder i Tanker
ved Vindens susende viltre Leg.
En kummerlig Brud har Stranden fæst —
man undte den Roser og Ranker.
Men Stranden ved, hvad der tjener den bedst.
Det er, som jeg hørte dens Latter:
„Du snakker — og lidet du fatter!
Hvad skulde jeg vel med Ranker her?
med Roser i glødende Purpurskær!
De har mig for lette Fødder —
fløj snart afsted med den flygtige Vind . . .
Men Marehalmen har trofast Sind
og lange, favnende Rødder.
Den trænger til Bunds i mit Væsen ind —
lad være, den saa er lidt bleg om Kind!
Hvad her i de flyvende Banker,
som Vinden kan hvirvle langt af Led,
jeg højned — som famlende Tanker —
omspænder den tro og betrygger derved.
Hvor alle de andres Evne brast,
den holder mig selv og mit Livsværk fast.”