Paa den brede Solskins-Plæne, mellem lave Hindbærbuske,
under Straa, som stille vifter med de blanke Silkeduske,
ved jeg om en lille Rede . . . Bunden smukt af Græs er flættet,
dækket blødt med Dun til Leje for et Æg, et brunlig spættet.
Over det to Perle-Øjne vaager tro, af Spænding blanke,
og et Hjærte kan jeg høre over Reden banke, banke . . .
Paa den brede Solskins-Plæne, under Straa, der sagte suse,
ved jeg om en lille Verden — som min store Fod kan knuse.
— Gud velsigne jer, I Øjne, som har vaaget jer saa blanke,
og du Hjærteslag, du varme, bag den vilde Hindbærranke!
Gud bevare Moderhaabet og den lille Verdens Glæde!
— Paa den brede Solskins-Plæne maa nu ingen Fødder træde.