Forældre skal altid ha’ Morgenro —
og en kan nu ikke staa sig mod to,
saa maa man jo vente — men de er sene!
Og Fuglene synger i alle Grene.
Naar Fuglene lægger sig, skal man til Ro,
men staar de op — kan man ligge og glo!
Nu er alle Blomsterne vaagne i Enge,
og Solen har skinnet — hvem ved hvorlænge
Og Hanen galer: „Kykeliky —
er der nogen, og sover i Kongsted By?
Kom ud i det fri!” — Hvem kunde la’ være,
hvis ikke Forældre var morgentvære!
Men bare „Nissemand” én Gang lér,
vil Far ikke „ha’ den Pludren mer” . . .
Den har svært ved at holde Tand for Tunge
— og Mor forbarmer sig over sin Unge.
Vips — klasker man om paa nøgne smaa Ben.
Det er Søndag idag, saa Chemisen er ren.
Man er slet ikke bange for Svampen og Sæben —
det er længe siden, Far hørte „den Flæben”.
Og Kjolen er hvid, og Sløjferne blaa.
Man vil ned til Morfar, saa snart den er paa.
Men Mor har endnu et Ord, hun vil sige
— det er nok om at være „den gode Pige”. . .
Saa springer man ud i en Verden, der ler,
— det skinner af Sol, saa langt man ser!
Saa springer man ud i en Verden af Glæder
— men Nissemand ligger paa Sengen og græder.
Hvem kunde dog være andet end sød,
naar Himlen er blaa, og hver Rose rød!
Naar frit man kan lege og tumle og rende — —
aa, bare den Dag dog aldrig fik Ende!