Ode til Fanden
(Efter Blumauer.)
(Efter Blumauer.)
Man giver dig din Afsked, arme Fanden!
trods Skrift og Huuspostil
ja hver en Amme, som har Been i Panden,
svær’, du var aldrig til.
Den lærde Hob sig kjækt har sammensvoren
og truer dig med Krig
det gaaer dig som Theatermatkadoren,
hver Nar udpiber dig.
Uhævnet drilles du af Skoledrengen,
der troer sig grumme klog,
du ligner Løven, som paa Sottesengen
endog et Æsel slog.
Men alt det Drillerie, det veed vor Herre!
er uden Conseqvens
end har vi gyldig Grund nok til, desværre!
at troe din Existens.
Vel sees ei meer din Majestæt os plage
i egen høi Person,
men hvad du gjorde selv i gamle Dage
skeer nu ved Commission,
Vel sees ei Djævle meer paa Bloxbjerg springe,
men har man Lyst at see
i en Kehraus sig unge Djævle svinge,
da har man Bal paré.
Den vilde Jagt ei holdes meer af Fanden
med Hund og Hest og Horn
dog holdes den endnu af Herremanden
i Bondens Sædekorn.
Med Hestefod den smukke unge Frue
som for du skræmmer ei,
dog lister du dig tit til hendes Stue
om Natten, som Laqvais.
Før stank du hæsligt i de lærde Skoler,
derfor er sort paa hvidt
nu lugtes du i mange sorte Kjoler
paa fyrgetyve Skridt.
Dit Søndagsdiadem af Hjortetakker
til Datum ingen saae,
dog sees i vore Dage hver en Prakker
med Horntiaren paa,
For unge Folk at fange du forvandler
ei meer din Skikkelse,
men i hver Rufferske endnu du handler
med Sjæl og Salighed.
Og for at tugte Phryner og Armider
du ei bag Speilet staaer
dog speiler mangen sig i vore Tider,
som dig i Grimhed naaer,
Du har ei meer i Mennesker din Throne,
Tak Gasners lærde Sved! —
men at du boer endnu i mangen Kone,
hver Mand i Byen veed.
Ei smugles bort et Barn af Trold og Tusse
som før den spæde Søn;
dog skeer med Børn, helst i de Stores Huse,
tit Smugleri i Løn.
Ved Orgons Død du ei hans Guld forbrænder
til Kul, som før er skeet;
men du gjør Guldet i hans Arvings Hænder
som oftest glødend’ hedt.
Du sees ei meer den smukke Handel drive
som før du drev med Held;
men dagligt see vi smukke Folk forskrive
dem selv til Jsrael,
Du pleier ei, som før, paa Jorden vandre
og yppe Splid og Kiv,
nu drille Narre derimod hverandre
det hele lange Liv.
Og om ei disse gode Grunde smelte
Hver Tvivl om Djævlens Klo,
saa er det klart, at i titusind Helte
titusind’ Djævle bo,