Dit grønne Slør med funklende Rubiner,
o milde Vaar! bred over Jorden ud!
dæmp Stormens Magt, som vild i Skoven hviner,
lad Solens Ild forjage Regn og Slud!
Lad Nattergalens Sang i Lunden klinge,
og Lærken tit ved Himlens Hvælving slaae!
lad Rosens Glød af snevre Bæger springe,
og Skoven grøn og Engen gylden staae!
Den unge Vaar forjager Sorgens Skyer,
gjør selv den grumme Tiger øm og varm,
naar Vaarens Sol sin Straaleglands fornyer,
fornyes Glædens Solskin i vor Barm.
O hulde Vaar! vi vente dig med Smerte,
alt længe savned’ vi dig i vort Nord;
din milde Sol optøe hvert frosset Hjerte,
som den optøer den iisbedækte Jord,