Lille Clara til hendes grædende Moder
(Efter Lindgreen.)
(Efter Lindgreen.)
Søde Moder, græd ei meer! mit Hjerte
bløder, naar du græder saa for mig;
vi heroppe høre det med Smerte,
naar en Ven dernede jamrer sig.
Tit til mig du sagde: „Græd ei mere,
søde Glut!” Nu siger jeg til dig:
„Moder, søde Moder, græd ei mere!
thi din Clara er saa lykkelig.”
See, hvor Glæden paa mit Aasyn hviler,
Fader, Moder! seer hvor sjælefro,
seer hvor overjordisk skjøn jeg smiler
ned til eder fra Guds Stjernebo,
Moder, Tak for hvergang du til Barmen
fuld af Moderømhed trykte mig!
Fader, Tak for hvergang du paa Armen
fuld af Faderømhed tyssed’ mig!
Nu kan lille Clara ogsaa tale,
skjønt mit Sprog for Verden fremmet er,
og, skjønt ei med jordisk Mynt, betale
Moders Taarer, Ømhed og Besvær.
Gud har tilladt mig at see til eder,
thi han er jo alle Godes Ven;
og en lille sød Seraph mig leder
til jer Bolig, thi han kjender den.
Moder! naar du da ved Midnat skuer,
(Clara kan vel aldrig skræmme dig!)
to smaa Lys, da viid at disse Luer
komme fra min lille Ven og mig.
Som et lille Budskab du mig sender
at berede Værelser for dig;
naar du kommer, staaer jeg glad og nikker:
O velkommen, Moder, op til mig!
O hvor saligt er det her at være!
tusind’ Engle vente paa dig her:
du bør Krandsen vist i Himlen bære,
som paa Jorden alt en Engel er,