O gamle Lund! modtag mig i din Skygge!
Skjalden flygter bort fra Stadens Larm;
I de glimrende Paladser bygge
Mænd med modløs Sjæl og kraftløs Arm;
du gjenkalder mig de svundne Dage
Kraftens Old jeg i din Skygge seer;
under dine Blade vil jeg klage,
at vor gyldne Alder er ei meer.
I din grønne Krone høres Stemmer,
Oldtids Daad gjentoner i mit Bryst
er det Bragurs Sang som jeg fornemmer,
er det Sagas underfulde Røst?
Bort paa Phantasiens Vinge svæver
Aanden henrykt til det gamle Nord,
hvor sig Leirekongens Throne hæver
over alle Thronerne paa Jord.
Leiregaard! jeg skuer dine Hæller,
dine høie Porte aabne sig;
Velkomsthornet og de fulde Skaller
rækker huld en jordisk Disa mig;
Kongen spørger fra sit høie Sæde:
Unge Kriger! hveden kom du hid?
vil du mellem Frodes Kjæmper træde,
eller venter dig en anden Strid?
„Konge! jeg er fød som du i Norden,
Lyset saa jeg paa Fionas Strand,
og med intet Land paa hele Jorden,
Herre! bytter jeg mit Fødeland;
i dets Kampe vil jeg trofast stride
paa den grønne Eng, paa salten Sø,
og hvis Odin mig en Bøn vil yde,
i dets Kampe, Konge! vil jeg dø.”
„Nu! saa sæt dig hen til mine Helte;
Hornet tomme vi i dag med Lyst,
men i Morgen spændes Sverd ved Belte
Kampen venter os paa Maneis Kyst.”
Morgnen kom, de stolte Drager svæved’
over Bølgen blaa til Galvins Ø,
som mod Himlens Sky sin Isse hæved’,
vildtombruset af den grønne Sø.
Gamle Galvin vakled’ os imøde,
i hans hvide Skjæg en Taare flød:
„Kommer I at stride med de Døde?
Leirekonge! Galvins Arm er død!
drag dit Sverd, din Stammes gamle Fiende
i din Magt forladt og svag du seer,
stød! jeg ønsker kun en Grav at finde,
her paa Jorden har jeg intet meer!”
„Galvin! svarer mildt den Fredegode,
gamle Galvin! kom til Frodes Barm!
hvis dig troløst dine Mænd forlode,
finder du en Hævner i min Arm
gamle Galvin! siig hvi kom du ene,
uden Kjæmper, uden Sværd og Skjold?
dækker Høien dine Sønners Bene,
eller sukke de i Fjendens Vold?”
„Mine Sønner tog den vilde Bølge,
svarer Galvin, Fergus fældte dem,
og min elskte Datter maatte folge
sine Brødres Morder til hans Hjem.
Flammen har min Borg med Jorden jevnet,
denne Eng drak mine Kjæmpers Blod;
ei et Skin af Fortids Magt er levnet
mig den sidste Kvist af Ulters Rod,”
„Lad din Sjæl ei synke under Sorgen,
gamle Kriger, svarer Fredegod,
forend Solen daler ned i Morgen,
fal den speile sig i Fergus’s Blod.”
Morg’nen kom, de stolte Drager svæved’
over Havets Blaa til Fergus’s Ø
hvor det høie Dunbartin sig hæved’,
vildtombruset af den grønne Sø.
Som en Lavastrøm fra Heklas Side
styrter frem i Flammer, Røg og Damp,
gjennem Sletten og dens Bølger stride
med det vilde Hav i rædsom Kamp;
saa fremstyrter Fergus i sin Harme;
Ravnen lugter Liig og Ulven gjøer;
Luren vækker Kampens vilde Larme,
og fra Valhal stige Odins Møer.
Den som maler Oceanets Vande,
naar mod Bølger Bølgebjerge slaae,
naar i Kamp sig Hav og Himmel blande
og Naturen synes at forgaae;
ikkun han kan male Kampens Hede,
ikkun han formaaer i dristig Sang
ret at synge om Bersærkers Vrede,
Mord og Smertens Vraal og Skjoldes Klang.
Fergus faldt, — befriet Siggalinde
synker i sin gamle Faders Arm;
Galvin trykker rørt sin ædle Fjende
under Glædestaarer til sin Barm:
Dannished! hvor du var stor i Norden!
ak! du svandt, for evig svandt du hen!
findes nu en Plet paa hele Jorden,
hvor en Fjende er sin Fjendes Ven?