Der stod en Strid ved Ronceval,
det var en blodig Færd,
de Kristne fulde uden Tal
for Saracenersverd;
de ædle Tolv sank ved hinandens Side,
og Carloman græd Blod af Sorg og Kvide,
Guarinos, Frankrigs Admiral,
mod tusind Morer stred,
til mæt af Blod hans Dyrendal
af trætte Hænder gled,
til mat af Solens Brand og Dagens Hede
syv Morerkonger ham til Taarnet lede,
De kaste Lod paa breden Bord,
da blev han Marlots Træl:
Merk, sagde Fyrsten, paa mit Ord,
og overvei det vel,
jeg giver dig, hvis du vil Kristus svige,
min Datter og det halve af mit Rige,”
„Og hvis du mig en Verden bød,
med al dens Herlighed,
jeg sveg ei ham, som Angst og Død
for mig paa Korset leed,
i Nødens Stund vil Herren sig forbarme,
jeg kaster mig med Tillid i hans Arme.”
Og i et Fængsels mørke Vraa
de stødte Helten ned;
der skal han tung af Lænker staae
i Vand til Beltested.
„Staae, raabte Marlot, der din Gud til Ære,
staar der til Ormene din Krop fortære!”
Men Dage ginge, Dage kom,
kom Sanct Johannes Fest
de Kristne bare Galgant om,
de Morer Myrtekvist,
forsamle sine Helte og Vasaller,
Og høit i Sky opstille han
til Maal Korsfanen blaa,
de kaste Spyd, men ingen kan
det Maal til Jorden slaae;
da vredtes Fyrsten, sønderrev sin Kaabe,
og lod Herolder overalt udraabe:
„Saa sværger Marlot, Musselmand!
læg Mærke til hans Eed:
Ei Brød skal ædes i mit Land
for Korset kastes ned!”
De kaste Spyd igjen, men Fanen svæver
urørt i Sky; af Harm Kong Marlot bæver.
Og gjennem Fængslets tykke Muur
den vilde Tummel trængte;
forbauset i sit Fangebuur
den ædle Helt opsprang:
„Hjelp Gud! er Karl med sine Skarer kommen
at kalde Korsets Fiender til Dommen?”
Dit Haab er tomt, forvorpne Treel!
skreg Vegt’ren gram i Hu,
din Karloman erindrer vel
vort Ronceval endnu
den Larm er Klangen ei af brudte Kjæder,
men Ridderspil til Sanct Johannes Hæder.”
„Et Maal lod Kongen reise op,
Korsfanen hvid og blaa;
men ingen af vor Riddertrop
den kan til Jorden slaae,
thi vredtes Marlot, sønderrev sin Kaabe
og lod Herolder overalt udraabe:
„Saa sværger Marlot, Musselmand!
Læg Mærke til hans Eed:
Ei Brød skal ædes i mit Land
for Korset kastes ned!”
De kasted’ Spyd igjen, men Fanen svæver
urørt i Sky, af Harm Kong Marlot bæver.”
„Giv mig min Friehed og mit Staal,
dertil min Ganger god;
da lægger jeg det høie Maal
for Morerkongens Fod,”
Saa talte Helten, bed i sine Kjæder,
men Fangefogden frem for Marlot træder;
„Den kristne Træl, som smægter her,
mig sender, ædle Drot!
hvis du ham giver Hest og Speer
og Leide til hans Slot,
da øver han, hvad ingen Mor har øvet,
det høie Maal nedkaster han i Støvet.”
Og bittert Kongen lo; „Nu vel!
bring Spyd og Ganger hid!
knap troer jeg, at en ussel Træl —
dog, Vægter! bring ham hid!
et Underværk, om ene han kan øve,
hvad tusind’ Musselmænd forgjæves prøve!”
Syv Aar bar Steen hans Ganger god,
forslidt af Svøbens Snært!
syv Aar hans Spyd i Krogen stod
af Orm og Rust fortæret
dog stod hans Lid til ham, som veed at bøie
den Stolte og den Ydmyge ophøie.
Han knælte ned og bad og svang
sig paa sin Ganger god;
og Spydet fløi og Maalet klang
og sank til Marlots Fod
et Jammerskrig undfoer den vilde Skare,
og tusind blanke Sværd mod Helten fare.
Men ned fra Himlen Engle drog
og stred i blodig Leeg;
Guarinos hug, hans Ganger slog,
den vantro Skare veeg,
og Keiser Karl modtog med aabne Arme
sin tappre Ven, men Marlot brast af Harme,