Skjøn Clara sidder taus ved Søens Bred
og stirrer ned
i Bølgens Blaa, fordybet i sin Smerte;
en hungrig Glut hun trykker til sit Bryst,
og Haabets Trøst
ei lindrer meer det knuste Moderhierte.
„Ak, Spæde! kun til Kummer er du fød;
en sagte Død
skal føre os til alle Væsners Fader,
din Fader her forskjød sit eget Blod,
han os forlod,
men han, som hisset boer, os ei forlader.”
„See, arme Glut! dernede i det Blaa
en Himmel staae,
hvor Engle boe og klare Stjerner blinke;
den skjønne Himmel aabner os sin Favn,
i Jesu Navn!
vi vandre did, hvor Lysets Engle vinke.”
„Farvel, o Jord! farvel du Jammerdal!
med al din Kval,
Guds Moder selv os Himlens Port oplukker.”
Nu trykker hun den Spæde til sin Favn:
„I Jesu Navn!”
Hun synker, Bølgen aabner sig og sukker.
Og hvor de sank i Søens Himmelblaa,
to Blomster smaa
beslægtede paa klare Bølger flyde,
den ene er, som Barnets Uskyldstid,
saa reen og hvid,